Rekordmange herreløse katte

Antallet af anbragte katte stiger voldsomt. Så der er nok at se til på dyreinternatet.

14102013katte.jpg

Rekordmange katte finder vej til dyreinternatet for tiden. I 2011 var der 783 anbragte katte i Danmark, og i 2013 er det tal steget til 1111.

I Midt- og Vestjylland stiger tallet også kraftigt. I 2011 var der 229 katte på internaterne, i 2012 var det tal steget til 357 og i 2013 kulminerede det med 414.

Travlhed i Brande

På Mosegaardens Hunde- og Kattepension i Brande hører de også markant flere miaver. De seneste to år er 55 procent flere katte tjekket ind.

- Der kan være morgener, hvor vi får tømt vores rum, fordi vi sender nogen til dyrlæge eller i familiepleje til de bliver store nok. Og om aftenen er der fuldt hus igen, fortæller ejeren af Mosegaardens Hunde- og Kattepension i Brande, Birgit Karlsen.

Gode til at indlevere kattene

Hos Dyrenes Beskyttelse mener internats-leder Lotte Brink, at der er en god grund til, at der nu er flere katte.

- Folk prioriterer kattene højere og faktisk gerne vil hjælpe de katte de finder, siger Lotte Brink.

Desuden mistænker hun flere katteejere for at skille sig af med deres katte.

Bedre lovgivning

Lotte Brink mener, at der er en løsning på de mange herreløse katte.

- Helt basalt skal vi have en lovgivning, at katte skal øremærkes, så vi kan finde tilbage til ejerne. Det vil hjælpe gevaldigt, fordi så kan man ikke bare smide en kat ud, siger Lotte Brink.

Find det internat der er tættest på dig her.

Se indslag her:

2:09
Siden 2011 er antallet af anbragte katte steget fra 783 til 1111 i 2013 på landsplan. På dyreinternatet i Brande hjælper de særligt i år mange katte med at komme sig, så de kan få nye ejere.