Rekordhøjt antal ansøgere på midt- og vestjyske uddannelser

Et rekordhøjt antal studerende har tirsdag søgt ind på en videregående uddannelse. Animationsskolen i Viborg og landsdelens læreruddannelser hitter.

020810Uddannelse001.jpg

Midt- og vestjyske studiekontorer har haft ekstra travlt de seneste dage. Tirsdag kl. 12 var der nemlig deadline for de mange tusinde studerende, som søger ind på en videregående uddannelse. 

Landets videregående uddannelse havde i alt 94.601 studerende ansøgere. Det er det højeste antal nogensinde.

Det rekordhøje antal ansøgere kunne også mærkes her i landsdelen, hvor specielt læreruddannelserne og Animationsskolen i Viborg var populære blandt de kommende studerende.

- Jeg tror, det spiller en rigtig stor rolle for de unge, når de skal sætte deres kryds, at der er udsigt til fast fodfæste på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.

Animation hitter

Årets højdespringer og samtidig den mest eftertragtede uddannelse her i landsdelen er en bachelorgrad i Animation fra Animationsskolen i Viborg. Over 33 procent flere end sidste år har søgt skolen som deres førstevalg.

- Jo flere ansøgere vi får, jo bedre studerende får vi ind, så jeg er rigtig glad, siger Morten Thorning, som er Centerchef The Animation Workshop/VIA.

Ifølge Morten Thorning skal grunden til det stigende antal ansøgere findes i, at branchen vokser både herhjemme og i udlandet.

- Der er mange flere, der kender os efterhånden. Film og computerspil fylder i unges hverdag og giver flere lyst til at arbejde med animation. Derudover er der gode jobmuligheder, siger han. 

Svært ved at få armene ned

Animationsskolen i Viborg var ikke det eneste sted, at smilene tirsdag var ekstra brede.

Efter flere års vigende søgning jubler de rundt på de midt- og vestjyske lærerseminarier.
I Nørre Nissum og Silkeborg har der været en stigning på ca. 8 % i antallet af studerende, som søgt uddannelsen som deres første prioritet. 

Men det var i Skive, at de tirsdag havde armene højest over hovedet. 23 % flere end sidste år har nemlig sat kryds ud for læreruddannelsen i Skive, som deres første prioritet.

- Umiddelbart må jeg sige, at vi har lidt svært ved at få armene ned, siger Henrik Lundsted Nielsen, som er
uddannelsesleder på læreruddannelsen i Skive.

Knapt så opmuntrende er tallene for søgningen til landsdelens pædagog uddannelser. Både i Holstebro, Viborg og Ikast kan de i år notere et markant fald i søgningen.

Du kan få det fulde overblik over ansøgertal på landsdelens uddannelser her:

Antal ansøgere på midt- og vestjyske uddannelser
Antal ansøgere på midt- og vestjyske uddannelser
Foto: TV MIDTVEST

 

0:45
Landsdelens seminarier har i år fået flere ansøgninger

 

2:24
Næsten 400 har søgt ind på bachelor-uddannelsen i Viborg