Rekordhandel på fiskeauktion

Hanstholm Fiskeauktion har slået omsætningsrekord med 57 mio. kr.

I august blev der ved Hanstholm Fiskeauktion slået omsætningsrekord med 57 mio. kr. I sidste uge blev der solgt fisk for ikke mindre end 18 mio. kr. Det skriver Thisted Dagblad.

Det er især landinger af torsk, kuller og mørksej, der har skabt det flotte resultat. Baggrunden for rekorden er stigende landinger fra udenlandske fartøjer samt stigende efterspørgsel.

Jan Hansen, formand for Hanstholm Fiskeriforening, siger til avisen, at prisen på fisk nu er ved at være på et niveau, hvor fiskerne kan tjene penge på deres erhverv. Dog halter prisen på rødspætter stadig efter.