Rekord: Midtjyllands Lufthavn har flest nye passagerer i Danmark

Nye tal fra Trafikstyrelsen viser, at de danske lufthavne i 2016 slog rekord for antallet af flypassagerer. Med en vækst på knap 20 procent fører Midtjyllands Lufthavn an.

Midtjyllands Lufthavn var i 2016 den danske lufthavn, der havde den største stigning i antallet af nye flypassagerer.
Midtjyllands Lufthavn var i 2016 den danske lufthavn, der havde den største stigning i antallet af nye flypassagerer.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Det præcise tal er 154.898.

Så mange flypassagerer rejste i kalenderåret 2016 igennem Midtjyllands Lufthavn ifølge Trafikstyrelsen. Det er en stigning på 19,8 procent i forhold til året før. Det er med afstand den største stigning i de danske lufthavne, der i alt havde 34,5 millioner passagerer, for nummer to på listen er Københavns Lufthavn med en stigning på 9,8 procent i antallet af flyrejsende.

- Det er vi rigtig godt tilfredse med. Forklaringen er ganske enkelt, at vi har fået gjort det klart for folk, at der er en lufthavn, siger Frans Bjørn-Thygesen, der er direktør for Midtjyllands Lufthavn.

Han mener samtidig, at flere rejsende er blevet opmærksomme på, at lufthavnen er et godt alternativ til bilkørsel, hvor der kan være tæt trafik og kø.

- Når man flyver er der jo ingen kø i luften, som der er på landevejene. Hvis man rejser fra Karup, kan man stå inde på Kgs. Nytorv i København fem kvarter senere, hvis man tager metro fra Kastrup. Det kan man ikke i bil eller med tog, siger han.

Ifølge analysevirksomheden OAG's såkaldte Flightview, der måler punktligheden på flyafgange i hele verden, var Midtjyllands Lufthavn i juni nummer to på den liste, forklarer direktøren også. 

250.000 passagerer i 2019

Det øgede antal passagerer er indtil videre bevaret i løbet af 2017, men der har dog ikke været en yderligere vækst. 

- Generelt har antallet af passagerer været lidt faldende på landsplan, men vi har fastholdt vores niveau uden dog at konstatere en vækst i år, siger Frans Bjørn-Thygesen.

Alligevel tror han dog stadig på, at det er muligt at nå lufthavnens mål om 250.000 passagerer i 2019. Især fordi en kampagne i samarbejde med Københavns Lufthavn skal hjælpe med markedsføring af rejser til Midtjyllands Lufthavn. 

- Potentialet er der helt klart, og nu skal vi i endnu højere grad markedsføre os. Men det kommer også meget an på den nye luftfartsstrategi, siger han. 

Nye luftfartsstrategi skal gavne regionale lufthavne

På mandag bliver der for første gang præsenteret en luftfartsstrategi med 38 punkter på dagsordenen.

- Mellem otte og ti af de her punkter handler om at fremme regionale lufthavne. Blandt andet hvordan den økonomiske byrde omkring sikkerhed kan lettes, forklarer han.

I øjeblikket er det sådan, at de sikkerhedsmæssige krav er præcis de samme i Midtjyllands Lufthavn som i større lufthavne som Københavns Lufthavn og lufthavnen i Frankfurt. 

- De økonomiske udgifter til sikkerhed udgør omkring 40 procent af vores udgifter, siger Frans Bjørn-Thygesen.

Desuden vil strategien, der præsenteres mandag, også have fokus på at sætte afgifter ned på indenrigsflyvninger til København.

- Det kan komme til at betyde, at det bliver billigere for Dansk Air Transport at flyve indenrigs, og for vores lufthavn kan det betyde, at der kommer flere afgange, siger han.

I øjeblikket er der ti afgange dagligt fra Midtjyllands Lufthavn.