Rekord-mange ledige hos 3F

Finanskrise og hård frost på én gang betyder, at hver fjerde 3F'er er arbejdsløs.

250110_Sneogbyggeri0001.jpg

Aldrig før har så mange afleveret et dagpengekort på 3F's kontorer i landsdelen. Ledigheden er rekordhøj, og hos 3F i Holstebro tog medarbejderne weekenden i brug for at nå at behandle de 1108 dagpengekort, der var blevet indleveret.

Billedet er det samme i resten af landsdelen. I Ringkøbing topper andelen af ledige blandt 3F's medlemmer - cirka 28 procent står lige nu uden arbejde.

Kulden slår finanskrisen

Det er ikke kun finanskrisen, der kan løbe med den tvivlsomme ære over at skabe de høje tal. Det er nemlig kulden, der har sat en kæp i væksthjulet. Især murerne lider under frostvejret, det er alt for koldt til at bygge huse.

- Hos os er der egentlig arbejde at lave, men det er umuligt, så længe det er så koldt, fortæller den nu ledige murer Poul Erik Boel fra Bøvlingbjerg.

I alt går knap halvdelen af murerne lige nu ledige, fortæller Ib Poulsen, A-kasseleder i 3F Holstebro. I hele landsdelen er bunken af dagpengemodtagere mærket af vinterens indtog. I Ringkøbing er 4% af de ledige sendt hjem på grund af vejret.

- Vi håber, at når frosten går af jorden, vil op til 300 ledige komme i arbejde. Så det er da positivt, at der trods alt er arbejde til dem, når vejret bliver bedre, siger Ib Poulsen.

 

Arbejdsløshedsprocenter hos 3F-afdelinger i landsdelen:

Afdeling Vest (Lemvig): 23%

Ringkøbing: Knap 21%

Skive: 28%

Viborg: Over 20%

Holstebro: 20%

Bjerringbro: 12%

Midtjylland (Herning): Knap 14%