Rejsen, der ændrede Rikkes liv for altid

En helt almindelig time i skolen tændte for mange år siden en ild i en ung vestjysk pige.

En gruppe missionærer lagde vejen forbi søndagsskolen, hvor Rikke Vestergaard gik. Med sig havde de billeder og fortællinger fra missionslivet under fjerne himmelstrøg i Afrika. Missionærerne gjorde så stort et indtryk, at ilden, der blev tændt i den unge Rikke, blev ved med at brænde - og stadig gør det den dag i dag.

Det lå ellers ikke i kortene, at hun skulle gøre en forskel for mange. 

Frederikke Vestergaard, eller Rikke som hun helst vil kaldes, voksede op på en gammel gård lidt udenfor Thisted. Hun er yngste barn i en søskendeflok på 11, og pengene i barndomshjemmet var få.

- Som barn var jeg ikke med i fællesskabet i skolen, fordi vi var fattige. Jeg vænnede mig til at være anderledes, siger Rikke Vestergaard.

00:11

Rikke Vestergaard om forholdet til faderen. 

Luk video

En hverdag med daglige drillerier tog hårdt på Rikke Vestergaard, der i en tidlig alder mistede troen på sig selv.

Troen på Gud blev til gengæld stærkere, jo ældre hun blev, og tankerne om Afrika fyldte stadig mere hos den unge thybo.

- Da jeg var 15 år og var nået frem til en tro på, at Gud eksisterede og hørte min bøn, blev jeg betænkelig. Kan det virkelig passe, at Gud vil have mig i Afrika? Det spørgsmål plagede mig i lang tid, indtil jeg bad om et tegn.

Tegnet fik hun til et missionsmøde i kirken. Rikke bad Gud om at få præsten til at sige ordene: Hvis der er nogle her, som du vil sende ud, så giv dem mod til at få det sagt.

- Og så ventede jeg ellers bare til præstens afslutningsbøn. Og der kom mine ord så, fortæller Rikke med et saligt smil på læben.

Et højskoleophold, en sygeplejeuddannelse og et sprogkursus i England senere stod Rikke Vestergaard så med en flybillet i hånden. Destinationen hed Nigeria og forud ventede et års arbejde som missionær for Sudanmissionen.

Rikke Vestergaard(2. th.) kom til Nigeria første gang i 1964 og fik job som sygeplejerske. Foto: Privatfoto

Sound on/off

Det værste man kan gøre er ingenting

I Rikke Vestergaards første år i Nigeria arbejdede hun som sygeplejerske og underviste på den lokale skole.

Men begyndelsen på missionæreventyret i Afrika var svær.

- Jeg var meget usikker i starten. Det var en helt ny kultur og et nyt sprog, og jeg blev sat til alverdens ting, jeg ikke kendte noget til, fortæller Rikke Vestergaard om arbejdsopgaverne, der kom til at spænde meget bredt med tiden. 

Rikke Vestergaard måtte hurtigt sande, at sygeplejeuddannelsen ikke helt rakte i Nigeria. Her er hun i gang med at reparere sin bil.   Foto: Privatfoto

Alligevel holdt hun fast i at udleve sin ungdomsdrøm om et liv under fjerne himmelstrøg, og med tiden begyndte kærligheden til det afrikanske folk og kultur at blomstre. Det samme gjorde Rikkes evner, og som årene gik blev thyboen både apoteker, røntgensygeplejerske og havde opsyn med spedalske.

- Det har været en konstant udfordring, for jeg havde jo ikke ret meget selvværd, da jeg kom hjemmefra, så jeg blev hele tiden udfordret, siger hun.

Opgavebyrden var imidlertid ikke det eneste, der voksede i Rikke Vestergaards første tid i Nigeria. Det samme gjorde hendes selvtillid og troen på egne evner.

Rikke Vestergaard kom i 1974 til den nigerianske by Kiri. Her havde der ikke tidligere boet missionærer, så hun måtte selv bygge sit hus i byen.  Foto: Privatfoto

I 1988 tog Rikke hul på sit livs måske største projekt - en sammenhængende lægeklinik og skole i den nigerianske landsby Dakka.

Et sted, hun selv både tegnede, byggede og samlede penge ind til. Og som stadig ligger der den dag i dag.

- Hvis jeg ville det, var jeg nødt til selv at finde ud af, hvordan det skulle gøres, for der er ikke nogen at ringe til. Det samme gælder jo patienterne. At man gang på gang har måtte tvinge sig selv til at gøre noget, som man godt vidste, man ikke var kompetent til. Men gjorde det, fordi ingenting var det værste at gøre. siger hun.

00:49

Rikke Vestergaard viser rundt på klinikken i Dakka

Luk video

 

Sound on/off

En bøn før operationen

Operationsbordet er lavet af gamle hylder med en madras på toppen, lyset kommer fra en lille skrivebordslampe fra Ikea og på et lille træbord med avispapir på toppen står sprøjter og skåle klar til operationen.

Rikke Vestergaard beder en kort bøn, før hun går i gang. Patienten er en dreng på 16 år, der har mistet tre fingre på højre hånd i en ulykke.

Ved første øjekast er der ikke meget, der har forandret sig på lægeklinikken i Dakka, siden Rikke byggede den for næsten 30 år siden. Og dog.

- Arbejdet i Dakka er vokset ret meget, siden jeg er rejst. Vi har to dygtige medarbejdere ansat, som er på klinikken på fuld tid, siger hun.

Rikke selv er da heller ikke bange for at tage fat, og trods hun efterhånden er en ældre kvinde, så står hun stadig i spidsen, når der skal bygges til, ordnes elektricitet eller det allervigtigste - tages hånd om patienter.

- De største udfordringer er, når der kommer patienter, som jeg ikke har en chance for at hjælpe. Vi fik en ung mand ind, som var kørt galt på motorcykel. Han var bevidstløs og døde dagen efter. Det er sådan noget, jeg frygter, når jeg skal afsted.

Rikke på vej til gudstjeneste i den lokale kirke.  Foto: Privatfoto

Selvom de kirkelige opgaver er blevet færre med årene og de kliniske flere, så har Rikke Vestergaard aldrig mistet sin tro. Og når livet i Nigeria er svært, så hjælper Gud, forklarer hun.

- Når der ikke er nogen læge, der kan hjælpe, og vi ikke ved, hvad vi skal stille op(med patienterne red.), så har det hjulpet at kunne sige til Gud, at du bliver nødt til at hjælpe mig nu. Det har tvunget mig ind i et forhold, hvor jeg ved, at jeg aldrig gik alene.

Rikke har aldrig selv har fået børn. Til gengæld har hun haft en hel del i pleje i sin tid i Nigeria.  Foto: Privatfoto

Sound on/off

Farvel blev til på gensyn

Kufferten står åben på sofaen i det lille gæsteværelse. Der er ikke meget i den endnu. En pose Nescafé, lidt lydbøger og en stak røde vaskeklude.

Rikke har taget hul på pakningen hjemme i Skinnerup lidt udenfor Thisted.

Det er 11 år siden, at hun skulle have sagt farvel til livet som missionær og sygeplejerske på fuldtid efter at have brugt 52 år i Nigeria.

- Jeg lovede min familie, at når jeg blev pensionist, så ville jeg komme hjem, og det var baggrunden for, at jeg ikke var i tvivl om, at jeg skulle rejse hjem i 2006, siger Rikke og smiler. 

For afsked blev det nemlig ikke til. Den dag i dag, er der, ifølge Rikke selv, stadig brug for hende i Nigeria, og det, der skulle have været et farvel til landet i 2006, blev i stedet et på gensyn.

- Da jeg kom hjem og mødte Sudanmissionens bestyrelse, tilbød jeg dem, at jeg ville rejse ud fire måneder hvert år i tørtiden for at hjælpe på klinikken. I hvert fald indtil jeg blev 70. Og ja, så er det jo ikke nemt at få holdt op igen, siger Rikke med et smil, der viser, at hun ikke har planer om at lægge kufferten på hylden lige foreløbigt.

00:14

Rikke er ofte i kontakt med klinikken i Nigeria, når hun selv er hjemme i Skinnerup. Hør hvordan det lyder, når Rikke taler det lokale stammesprog.

Luk video

I dag er hun 77 år og sætter snart kurs mod Nigeria og endnu et halvår som sygeplejerske på klinikken i Dakka.

Beslutningen om at tage afsted, tager hun selv. Rikke Vestergaard bor alene, og det har hun altid gjort.

- Jeg tror aldrig, jeg tillod mig at forelske mig i nogen. Jeg vidste, at hvis jeg ville det arbejde, så kunne det ikke forenes med et ægteskab.

En beslutning, hun aldrig har fortrudt. 

Sound on/off

- Jeg vil jo sige det ganske kort, menneskets største behov er, at der er nogen, der har brug for dem. Og der er altid nogen, der har brug for mig.

09:19

Se hele programmet om Rikkes afrikanske eventyr her.

Luk video

Tekst: Stine Agnholt Andersen

Foto: Kaj Moslev og Lone Bergholdt Hald 

Udgivelsesdato: 28. november 2017