Rejsedirektør siger nej tak til klimakvoter

Rejsebranchens forening foreslår kvoter for at begrænse antallet af flyrejser. Men der er andre måder at løse problemet på, mener direktøren i Bravo Tours.

Direktør for Bravo Tours, Peder Hornshøj.
Direktør for Bravo Tours, Peder Hornshøj.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Kan man begrænse antallet af flyrejser ved at indføre klimakvoter på for eksempel oksekød og fly- og bilrejser?

Ja, mener Danmarks Rejsebureau Forening.

Nej, mener direktøren for Bravo Tours i Herning, Peder Hornshøj.

- Det er en sjov tankegang, men jeg tror ikke, at det kommer til at holde i virkeligheden. Selvfølgelig skal vi gøre alt, hvad vi kan for at passe på vores natur og på verden ved at mindske C02-udslippet, men jeg tror, at man mere skal arbejde i at udvikle eksempelvis motorer og fly, så de forurener mindre, siger Peder Hornshøj.

- Hvorfor er det ikke en løsning at få folk til at flyve mindre?

- Jamen, hvad gør man så i stedet for? Det forurener også at sejle, køre i bil eller i nogle tilfælde at køre i tog. Det er som om, at flyrejsen er syndebuk i det her, men jeg tror, at der er mange flyselskaber og rejsearrangører, der efterhånden gør rigtig meget for at råde bod på det og kompensere på andre måder. siger Bravo Tours-direktøren.

Begrænser individet

Ideen om klimakvoter kommer fra direktøren for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier. Han forestiller sig, at hver dansker bliver tildelt et vist antal klimapoint, og de kan de så selv vælge, om pointene skal bruges på flyrejser, røde bøffer eller andre ting, der belaster miljøet.

- Hvis vi skal kigge på bæredygtighed i en bred forstand, så lad os gøre det i en sammenhæng, så man som forbruger faktisk får en mulighed for at vælge, hvad man vil, siger han.

Direktøren erkender, at sådanne klimakvoter vil begrænse individets ret til selv at bestemme. 

- Jeg ved godt, at den er svær at diskutere, fordi der vil være en begrænsning af ens muligheder, men omvendt er miljøet så vigtigt, at jeg tror, at vi bliver nødt til at forholde os til det, siger han.

Lars Thykier mener, at det skal være op til politikerne at bestemme, hvor mange point - og dermed røde bøffer eller flyrejser - den enkelte skal tildeles.

Antallet af passagerer i den danske lufthavne er steget med næsten 50 procent det sidste årti.

2:19
Se et indslag om forslaget om klimakvoter her.