Reihs til Christina Watches

Cykelholdet Team Christina Watches har rytter nummer to klar. Det er eks-Team Designa Køkken-rytteren Michael Reihs.

Cykelholdet Team Christina Watches har fordoblet rytterstaben.

Det er den tidligere Team Designa Køkken-rytter Michael Reihs, der nu er ansat. Michael Reihs vandt sidste års bakketrøje i Post Danmark Rundt, og det er da også på stigningerne, at Michael Reihs skal bane vejen for holdkaptajn Michael Rasmussen.

- Jeg er en stærk allrounder med min primære styrke i lettere kuperet terræn. Jeg vil derfor kunne trække toget hen til stigningerne og aflevere Michael Rasmussen i en stærk position til at kunne gøre arbejdet færdigt i finalen, siger Michael Reihs.

Holdejer Christina Hembo lover, at der er flere ryttere på vej til holdet, der har som mål at køre for den samlede sejr i Post Danmark Rundt i år.