Regning til regionen

Tagdækkerfirmaet Erik Nygaard, Højslev, vil nu sende en regning for sygedagpenge videre til Region Midtjylland.

 Torben Nørskov fra Bjerringbro, der arbejder hos Erik Nygaard, har flere gange været sygemeldt, mens han har ventet på en operation for galdesten. Fire gange er Torben Nørskov blevet indkaldt til operation, men han er stadig ikke opereret.

- Det er ikke godt nok. Vi er afhængige af, at det system fungerer. Ligesom vi reparerer tage, skal de kunne reparere mennesker, og det går ikke, at de ikke holder, hvad de lover, siger Erik Nygaard.

Formanden for Region Midtjylland Bent Hansen siger til Skive Folkeblad, at sagen er uheldig, men, at Erik Nygaard skal spare frimærket og lade være med at sende en regning, som Region Midtjylland vil overtræde loven ved at betale.

På Regionshospitalet i Viborg forklarer man de udsatte operationer med, at kirurgien er flyttet fra Silkeborg til Viborg, og, at hospitalet derfor har for meget at lave.