Regler for brug af rispapirlamper

Der er behøv for retningslinjer, når danskerne sender rispapirlamper op i luften. Sådan lyder det fra Socialdemokratiets Mogens Jensen.

280709ris.jpg

I 2009 er redningsfolk rykket ud til 30 falske alarmer på grund af rispapirlamper. Det skal der nu gøres noget ved, mener folketingsmedlem for Socialdemokraterne Mogens Jensen.

- Vi skal have en procedure, hvor man anmelder det til politiet, hvis man sender rispapirlamper op ved fjordene eller kysterne, siger Mogens Jensen. 

Problemet er, at rispapirlamperne forveksles med nødblus, og det får bekymrede borgere til at slå alarm. En alarm, der kan koste op mod 100.000 kroner pr. gang.

Senest måtte helikoptere og redningsbåde lede efter nødstedte i Limfjorden søndag aften. Her viste det sig igen at være rispapirlamper, og ikke nødblus fra nødstedte.