Regionshospital: - Vi er belastet maksimalt

Regionshospitalet i Viborg har sammen med resten af regionens hospitaler benyttet sig af deres beredskabsplan for at håndtere de mange ekstra akutte patienter.

Ambulancer har de set rigeligt af på akutafdelingen i Viborg den seneste uge. Og det er meget syge patienter, der kommer ind. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Regionshospitalet i Randers er lige nu ekstra presset af et større boom i antallet af akutte patienter. Det har betydet en så stor overbelægning, at de har måtte sige stop for nye patienter og i stedet har sendt dem til Regionshospitalerne i Aarhus, Viborg og Skive. I Viborg har de taget imod 10-12 ekstra patienter det seneste døgn.

Ledende overlæge, Jacob Stouby Mortensen, og kolleger har ekstra travlt på Regionshospitalet i Viborg.  Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

- Det betyder selvfølgelig, at vi belaster vores arbejdsmiljø maksimalt, og at vi har måtte kalde ekstra bemanding ind og aflyse nogle enkelte planlagte ambulante forløb, siger ledende overlæge på Regionshospitalet i Viborg, Jacob Stouby Mortensen. 

Ifølge overlægen minder situationen om en typisk vinter-bølgetop efter en influenzaperiode, men det er alligevel usædvanligt, at hospitalerne har måtte benytte deres beredskabsplan, som blandt andet dikterer, hvordan hospitalerne skal fordele patienterne imellem sig. 

- Vi har hjulpet hinanden og vist, at vores beredskabsplan virker i praksis, så det er ikke gået ud over patientsikkerheden, fastslår Jacob Stouby Mortensen. 

Overbelægningen betyder, at flere patienter har fået en væsentligt længere transportid. Disse patienter bliver nu på det pågældende hospital, indtil de er færdigbehandlet. 

Læs også Hospitaler oplever akut overbelægning

Har måtte tage alle senge i brug

Ifølge overlægen på Regionshospitalet i Viborg har de måtte sætte flere speciallæger ind og inddraget senge på de intensive og kirurgiske afdelinger. 

- Nu har der været nogle påskedage, hvor folk måske har ligget derhjemme og er blevet mere og mere syge, men har ventet til deres egen læge måske igen var på arbejde. Så kommer de til os på hospitalerne nu og er mere syge, end de plejer at være, forklarer Jacob Stouby Mortensen om årsagen til de mange ekstra patienter. 

De ekstra akutte patienter er især ældre eller kronisk syge, der er ramt af influenza, lungebetændelse, har forværring af KOL eller åndedrætsbesvær.  

01:12

Ledende overlæge, Jacob Stouby Mortensen, fortæller om situationen på Regionshospitalet i Viborg. 

Luk video
02:02 Luk video