Regionsformanden er klar til opgør med tandlægekæder

Bent Hansen mener ikke, at de kapitalstærke tandlægekæder skal have lov til at overtage markedet. Derfor vil han se på nye reguleringer på området.

Kapitalfonde og pengestærke investorer skal ikke have lov til at sætte sig tungt på det danske tandlægemarked.
    
Sådan lyder det fra formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Midtjylland, Bent Hansen (S), som finder det nødvendigt at handle på baggrund af Jyllands-Postens afsløringer af tandlægebranchen.
    
Jyllands-Posten har de seneste måneder beskrevet, hvordan tre af landets største tandlægekæder - Dentist.dk, Godt Smil med kapitalfonden Maj Invest i ryggen, og Tandlægen.dk med erhvervsmanden Henrik Kølle i spidsen - har konstrueret sig for at vinde markedsandele og samtidig fastholde den offentlige sygesikring.
    
- Den afdækning kalder på, at vi - i forhandlingerne med tandlægerne om en ny overenskomst - ser på, om den nuværende regulering er holdbar i længden. Og det mener jeg ikke, at den er, siger Bent Hansen til Jyllands-Posten.
    
I de fleste tilfælde opkøber tandlægekæden en klinik for et antal millioner kroner og indgår en interessentskabskontrakt med tandlægen, hvor tandlægen på papiret står til at eje godt halvdelen af selskabet, mens tandlægekæden ejer lige knap 50 pct.
    
På den måde undgår selskabet at vinke farvel til den offentlige sygesikring, som kun gives til tandlæger, der har maksimalt to klinikker og den bestemmende indflydelse på klinikkerne.
    
Professorer, som har læst kontrakterne, vurderer dog, at der reelt er tale om en omgåelse af overenskomsten, da tandlægen i praksis ikke har den bestemmende indflydelse. Og konstruktionen ser da også "spekulativ ud", mener Bent Hansen, som ønsker at sætte bremsen i overfor kapitalkæder og pengemænd i tandlægebranchen.
    
- Det er en ny verden. Hvis du kan gøre det her på tandlægeområdet, kan du også gøre det, når det kommer til fysioterapeuter, fodterapeuter, praktiserende speciallæger osv. Og så er det jo svært at have nogen overenskomster. Så er det rå konkurrence - og det ønsker jeg ikke, siger han til Jyllands-Posten.
    
Skal kapitalkæderne ikke være velkomne?
    
- Det er ikke den måde, jeg ser fremtiden på, siger Bent Hansen og understreger, at den reelle ejer i hans optik også bør have sin dagligdag på klinikken.
    
Hvordan overenskomsten mellem Danske Regioner og tandlægerne konkret kan konstrueres for at dæmme op for kapitalkædernes indtog, vil Bent Hansen ikke svare på - "det skal vi se på i de forhandlinger, som vi skal ind i nu," siger han med henvisning til, at overenskomstforhandlingerne netop er skudt i gang.
    
Tirsdag i denne uge skulle det såkaldte Landssamarbejdsudvalg, som består af tre tandlæger og tre regionspolitikere, på baggrund af Jyllands-Postens artikler tage stilling til, om kontrakterne i Dentist.dk og Godt Smil lever op til kravene i overenskomsten. Kompromiset på mødet blev dog, at en ekstern advokat skal komme med sit syn på denne sag, inden der træffes en afgørelse.
    
Trods udskydelsen af afgørelsen bør det være klart, hvordan sagen skal falde ud, mener Susanne Buch Nielsen (SF), der sidder med i Landssamarbejdsudvalget.
    
- Jeg synes ikke, at kæderne lever op til overenskomsten, siger hun efter at have studeret kontrakterne.