Regionen vil indfase busbesparelser hurtigst muligt

Der skal spares 40 millioner kroner på den regionale busdrift, og det skal ske hurtigst muligt. Det vedtog regionsrådet tirsdag.

150207Bus.jpg

12 procent af Region Midtjyllands udgifter til kollektiv trafik skal spares væk, og det skal seneste ske i 2021. Det vedtog Regionsrådet tirsdag eftermiddag med markant flertal, som kun SF og Enhedslisten stemte imod.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.

Regionen står for den del af den offentlige trafik, der kæder landsdelens større byer sammen. Kommunerne er selv ansvarlige for lokale busruter inden for kommunegrænserne. Og netop region og kommuner skal nu arbejde tæt sammen for at finde ud af, hvilke busruter der skal nedlægges.

- Alle kommuner har tidligere været hørt, og vi fortsætter nu dialogen for at finde de bedst mulige løsninger. Men det ændrer ikke ved, at der skal findes tilpasninger i det regionale rutenet hurtigst muligt dog senest med fuld virkning fra budgetåret 2021, siger formand for Regionsrådet Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen.

Administrationen skal nu udarbejde en endelig plan for, hvordan besparelserne kan indfases og godkendes af regionsrådet.

Jordforurening skal bekæmpes og ren drikkevand sikres

I alt vil regionen spare 40 af de 343,3 mio. kroner, der i år bliver brugt på kollektiv trafik. Udgifterne til regional busdrift er nemlig for stor en andel af budgettet til regional udvikling. Fra denne pulje bruger regionen også penge på blandt andet at bekæmpe jordforurening og sikre rent drikkevand.

Det er disse opgaver, der også i fremtiden skal være penge til, understreger Jørgen Nørby (V), der er formand for Udvalget for Regional Udvikling:

- Vi skal også hjælpe de tusindvis af familier, der lever med forurenede grunde. Det kan vi ikke, hvis udgifterne til kollektiv trafik får lov til at fortsætte den nuværende udvikling.

Midlerne til regional udvikling dækker også kultur og erhvervsfremme. Af budgettet for Regional Udvikling fremgår det blandt andet, at der er i 2018 er afsat 114 millioner kroner til erhvervsudvikling og 40,8 millioner kroner til miljø, mens der til den kollektive trafik altså er afsat 343,3 millioner kroner.

Forslaget fra Udvalget for Regional Udvikling lagde oprindeligt op til, at der skal spares mest muligt af de 40 millioner kroner med virkning fra 1. januar 2019.