Regional PLO-formand: Millioner hjælper ikke

Region Nordjylland vil lokke læger til med garantier om millioner for at slå sig ned. Men tiltaget hjælper ikke, lyder det fra regional PLO-formand.

241013_laege_0.jpg

Region Nordjylland vil lokke læger til udkantsbyer ved at betale dem millioner af kroner. Det gør de, fordi der er stor lægemangel i de nordjyske udkantsområder.

På landsplan kunne der ifølge Lægeforeningen bruges 164 ekstra praktiseriende læger. Her af mangler der 47 læger i de nordjyske byer, og det er dermed i Region Nordjylland, at der er størst mangel på læger.

Region Nordjylland vil give milliontilskud til læger, der kommer til området, skriver Kristeligt Dagblad.

Eksempelvis får lægen en halv million kroner for at overtage en praksis fra en læge, der vil gå på pension. Oven i hatten kommer endnu en halv million som den nye læge kan bruge på ekstra arbejdskraft.

Regionen tilbyder også en halv million kroner til læger, der åbner en ny praksis. Derudover får lægen stillet en garanti for at få en indtjening på 2,4 millioner kroner hvert år i tre år.

Penge virker ikke

Men ifølge Kaj Bernth, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation Nordjylland, skal der mere til end blot en pose penge for at lokke lægerne til Nordjylland.

- Jeg tror ikke, det har den helt store betydning. Der skal mere til for at tiltrække nye, unge læger, siger Kaj Bernth til TV Midtvest.

Ifølge Kaj Bernth er man i Region Nordjylland halter man bagefter de andre regioner, fordi regionen har en begrænset mulighed for at uddanne og udvikle læger sammenlignet med andre regioner.

- Det er mere attraktivt at være læge i Aarhus og i det hele taget Region Midt end i Region Nordjylland, fordi man bedre har forstået at nurse lægerne og give dem muligheder for at have adgang til mere specialiserede undersøgelser end vi har, når vi skal udrede patienterne, siger Kaj Bernth.

Folketinget skal gribe ind

Ifølge Kaj Bernth står Region Nordjylland i et uløseligt problem, når det kommer til at finde nye læger.

- Det er attraktivt at være læge i Aarhus, Odense, København eller Vejle, og hvis der er læger til rådighed, så slår man bare nye stillinger op dér. Et grælt eksempel er København, hvor man har hjemtaget lægevagten og opslået 68 fuldtidsstillinger til at passe lægevagten. Det betyder, at man støvsuger markedet fuldstændigt for uddannede almene læger, siger Kaj Bernth.

Derfor appellerer formanden nu til Folketinget om at gribe ind i den problemstilling, som regionerne ikke formår at løse på tværs af hinanden.

- Jeg mener, det er fuldstændigt groteskt, og at folketinget er nødt til at gribe ind over for det her. De skal sikre, at der ikke bliver ansat flere læger i hospitaler eller almen praksis i de områder, hvor der er rigeligt med læger, siger Kaj Bernth.