Regionen vil nedlægge rehabiliteringscenter på Mors

Morsø kommune står til at miste et rehabiliteringstilbud, hvis forslaget fra Region Nordjyllands Socialudvalg bliver ført ud i livet.

Rehabiliteringscentret Strandgården ligger i Nykøbing Mors.
Rehabiliteringscentret Strandgården ligger i Nykøbing Mors.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Region Nordjyllands Socialudvalg ønsker at lukke rehabiliteringscentret Strandgården på Mors. Udvalget har derfor indstillet et forslag om at flytte centrets arbejde med hjerneskader til Neurocenter Østerskoven i Hobro. De foreslår, at nedlæggelsen bliver foretaget allerede inden jul.

- Jeg synes, det er rigtig trist, at Morsø kommune endnu engang står til at miste arbejdsplader, siger borgmesteren i Morsø kommune, Hans Ejner Bertelsen.

Strandgården blev etableret tilbage i 1986 af det daværende Viborg Amt. Dengang blev det brugt som ældrecenter, men i dag bliver det brugt som et tilbud om genoptræning til borgere, som har medfødt eller erhvervet sig en hjerneskade.

Foreslaget om at nedlægge centret kommer på baggrund af en analyse på hjerneskadeområdet i regionen.

Analysen viser, at et tilbud som dette skal have minimum 26 pladser for, at det er fagligt og økonomisk bæredygtigt. Strandgården, som kun har plads til 10 patienter ad gangen, lever derfor ikke op til det krav, som analysen lægger op til.

Socialudvalget i Region Nordjylland skriver, at lukningen skal ske med henblik på at forbedre indsatsen til borgere med enten medfødt eller erhvervet hjerneskade. 

- Jeg er ikke så bekymret for, at kvaliteten bliver forringet, men det er bare ærgerligt, at det igen er vores kommune, det går udover, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen.

Lukningen af Strandgården er estimeret til at blive foretaget den 20. december.

Strandgården set udefra.
Strandgården set udefra.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST