Region vil have flere unge i stemmeboksen

Region Midtjylland vil med 20 ungevalgmøder få flere unge til at stemme ved valget den 21. november.

Simone Rohde Brix (tv.) og Monica Hemdorff (th.) lærte i dag mere om Region Midtjylland. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

I dag var Region Midtjylland på en mission. De vil have flere unge til at troppe op, når der skal sættes kryds til kommunalvalget den 21. november. Derfor var repræsentanter for regionen taget til SOSU-skolen i Skive for at oplyse de unge om, hvad regionen egentlig laver og opfordre dem til at stemme.

For især de unge i midten af 20’erne finder sjældent vej til stemmeboksen. Ved det seneste valg i 2013 var det kun lidt over halvdelen af de 22 til 29-årige, der stemte.

Og eleverne ved SOSU-skolen i Skive erkender, at de ikke har det helt store kendskab til regionrådets arbejde.

- Næsten ingen, siger Monica Hemdorff, som er SOSU-assistentelev.

- Ingenting, siger SOSU-hjælpereleven Simon Rohde Brix.

Men om oplysning og debat får de unge ned i stemmeboksen, har regionen svært ved at svare på.

- Det er svært at sige, om det virker, men man kan også sige; Tør vi lade være med at prøve at engagere de unge i politik?, siger Anja Amdisen, som er specialkonsulent ved Koncern Kommunikation, Region Midtjylland.

Her kan du se valgdeltagelsen fordelt på aldersgrupper for 2013: 

Region Midtjylland
AlderProcentAntal
18 år: 73,3 pct.16.985
19-21 år: 59,4 pct.52.214
22-29 år: 57,4 pct.120.901
30-39 år: 69,6 pct.146.549
40-49 år: 76,1 pct.174.214
50-59 år: 79,9 pct.160.742
60-69 år: 85,8 pct.150.501
70-79 år: 84,5 pct.90.485
80-89 år: 69,1 pct.40.358
90-99 år: 44,7 pct.8.141
100- år: 28,8 pct.212