Region tester personalets it-sikkerhed

Man skal tænke sig godt om, når man har adgang til oplysninger om andre menneskers sygdomme og medicinforbrug.

100709_SYGEHUS.jpg

Må du dele dit kodeord med andre?

Det er et af spørgsmålene i en stor test, som de ansatte på Region Midtjyllands sygehuse og andre institutioner i denne uge skal tage om deres viden om it-sikkerhed. Det skriver DR Østjylland.

Budskabet er, at man skal tænke sig godt om, når man har adgang til oplysninger om andre menneskers sygdomme og medicinforbrug.

Tal fra regionen viser nemlig, at 10 millioner phishing-mails blev fanget i spamfilteret på en enkelt måned, og godt halvanden million slap igennem.

Derfor er det vigtigt, at de ansatte er på vagt, siger Sanne Winther Madsen fra Region Midtjyllands digitale forvaltning.

-Generelt skal du huske at logge af din computer og huske at lukke ned, så andre ikke kan se nogle oplysninger, som netop du har fået adgang til, siger hun til DR Østjylland.

Testen er obligatorisk og er en del af en kampagne, som løber i denne uge.