Region Midtjylland vil spare busruter væk

Million-besparelser i Region Midtjylland er skyld i, at Regionen ønsker at lukke 17 busruter. Det vil få konsekvenser for de lokale.

Bus Viborg
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Region Midtjylland skal spare 35 millioner på busdrift. Derfor er forvaltningen kommet med en indstilling til at stoppe finansieringen af 17 busruter. Derudover ønsker forvaltningen at spare på yderligere fire busruter.

I Knudby mellem Skive og Viborg går det ud over bus 50, som af byens borgere anses som en livsnerve. Anja Hedemann har to børn, der dagligt bruger bus 50 på vej til skole.

- Jeg vil være rigtig ked af, hvis den her busrute forsvandt. Vi er afhængige af bussen, siger Anja Hedemann.

Hun erkender, at børnene kan cykle i skole, men hun fortæller, at det heller ikke er uden bekymringer at skulle sende dem afsted på jernhesten.

- Selvfølgelig kan de cykle, der er cirka otte kilometer til skole, og alle har godt af en cykeltur, men det er en farlig vej. Der er langt ind til Løgstrup Skole, og at skulle sende 6-årige afsted på en cykel til Løgstrup af en farlig vej, vil jeg ikke bryde mig om, siger Anja Hedemann bekymret.

Går ud over ældre

Familien har bosat sig midt imellem Skive og Viborg, fordi far arbejder i den ene by, mens mor arbejder i den anden. Men uden bus bliver det noget mere vanskeligt.

- Skulle busruten blive nedlagt, så giver det nogle udfordringer i forhold til planlægning. Busruten er jo en livsnerve her i byen. Børnene skal fragtes i skole, og de skal også hjem igen, siger Anja Hedemann.

Problemet rækker også ud over familien Hedemann, for også flere ældre i byen er afhængige af bussen for at kunne handle og gå til læge.

- Det vil være tæt på en katastrofe, for det er jo vores livsnerve. Vi har jo ikke noget herude i Knudby og omegn. Hvis man skal noget, så skal man med bussen, hvis man ikke selv har en bil, siger Birte Phillips, formand for Taarup Borgerforening.

Sætter lid til kommunen

Mens Anja Hedemanns børn er berettiget til at blive bragt til og fra skole, skal resten af landsbyens busbrugere sætte sin lid til, at Viborg Kommune vil overtage udgiften.

- Jeg håber, at de vil gøre det, fordi vi bor herude, hvor vi gør. Andre aktiviteter, som foregår i Viborg eller Skive, vil jo være umulige at nå til, hvis man ikke har en bil, siger Anja Hedemann.

Borgmesteren i Viborg Kommune, Torsten Nielsen (K), afviser da heller ikke, at kommunen vil overtage udgiften.

- Vi skal ikke kæmpe for busser, hvis der ikke er passagerer, der kører med dem, men er der det, så skal vi servicere vores borgere rundt i hele Viborg Kommune. Vi er en stor kommune arealmæssigt, og derfor er der også mange hjørner, vi skal ud og have serviceret, siger Torsten Nielsen.

Det er hverken politisk vedtaget eller drøftet, hvilke ruter Regionen vil fjerne sin støtte til. Det ligger dog fast, at regionen skal nedbringe den økonomiske udgift til busdrift.

1:56
Region Midtjylland skal spare 35 millioner på busdrift. I Knudby frygter borgerne for sin busrute, der for dem er en livsnerve.