Region Midtjylland tjekker ikke anonyme tip om underbetaling

Dansk håndværker på midtjysk sygehusbyggeri har anmeldt et firma for at betale udenlandske arbejdere 17 euro i timen inklusive pension.

Gødstrup Sygehus
Foto: Arkiv

Region Midtjylland opfordrer alle til at anmelde mistanke om social dumping på regionens byggepladser. Det har en dansk bygningshåndværker benyttet sig af i forhold til sygehusbyggeriet i Gødstrup.

Bygningsarbejderen fortalte, at de udenlandske arbejdere kun får 17 euro - eller 126 kroner - i timen inklusive pension. Håndværkeren selv får 200 i timen plus sociale tillæg. Det skriver Fagbladet 3F.

Håndværkeren fortalte navnet på det firma, som, han mener, snyder. Kontrolenheden bekræfter, at de kender virksomheden.

Region Midtjyllands kontrolenhed nægter at undersøge sagen. Det skyldes, at manden ikke vil opgive sit navn.

Regionsmedlem Ole Jepsen (S) har spurgt til sagen hos regionsrådsformand Bent Hansen. I et brev til Ole Jepsen forklarer formanden, at regionen ikke vil offentliggøre, hvem en anmelder er. Regionen vil gerne bare kunne få flere oplysninger.

- Vi skal sikre, at der er tale om reelle mistankehenvendelser og ikke hetz mod firmaer af andre årsager, skriver Bent Hansen i et brev til Ole Jepsen, der mener, at han ikke kan gøre mere ved sagen.

Region Midtjyllands kontrolenhed har foreløbig modtaget to anmeldelser af social dumping på byggeriet af supersygehuset i Gødstrup.