Region Midt på vej med intelligent seng

Ny hospitalsseng giver patienten mere magt og sparer personaleresourcer

regionmidtlogoweb.jpg

En ny forbedret hospitalsseng i Region Midt er første skridt mod en ‘intelligent' seng. Sengen skal give nemmere arbejdsgange for personalet og mere komfort for patienterne, skriver Ingeniøren.dk.

Forhindrer tryksår

Nu kan patienten selv indstille positioner, og med et tryk på en knap kan patienten flytte sig i stoleposition.  De utallige tilpasningsmuligheder vil fx kunne modvirke tryksår hos patienterne.

Tydelig forskel

Tina Engstrøm er afdelings­sygeplejerske på Regionshospitalet i Randers. Hun har allerede mærket en tydelig forbedring i forhold til de gamle senge:

- Specielt når man skal flytte lidt tungere patienter, gør den større bevægelighed, at man kan arbejde mere selvstændigt. I stedet for at være to eller tre mand om eksempelvis at vende en patient, kan man gøre det alene. Og det frigør de sparsomme ressourcer til vigtigere dele af arbejdet, siger Tina Engstrøm til Ingeniøren.dk.

Flere funktioner på vej

Sengen, som er på vej med endnu flere features, er udviklet i samarbejde mellem Region Midt og K.R. Hospitalsudstyr. Nogle af de muligheder, der er lige på trapperne med sengen, er bl.a. urinposealarm, patientvægt og mulighed for dataoverførsel, så de forhold, der registreres i sengen, overføres direkte til den elektroniske patientjournal.