Regeringen vil flytte vindmøller ud i skovene

I Ikast-Brande Kommune klapper de ad regeringens forslag om at flytte vindmøller ud i skovområder. Danmarks Naturfredningsforening er kritiske.

Regeringen vil se nærmere på muligheden for at sætte vindmøller op i danske skove. Foto: Arkiv

I regeringens katalog over forventede lovforslag lukker man op for, at der skal kigges på muligheden for at flytte vindmøller ud i landets skove.

I Ikast-Brande har de ventet på lige netop denne mulighed.

- Det, tænker vi, er meget positivt, siger Henrik Engedahl, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune.

02:57 Luk video

- Vi har allerede før sommerferien sat vores planlægning af produktionsvindmøller i bero for at jage den her mulighed. Så det er virkelig en glædelig løsning for Ikast-Brande Kommune, hvis regeringen arbejder med for at gøre det muligt.

Danmarks Naturfredningsforening er kritiske, og frygter at vores sidste stille tilflugtssted er truet.

- Vi synes, det er et rigtigt dårligt forslag, og vi synes, det er en falliterklæring i forhold til at bevare uberørt natur og uberørte landskaber i Danmark, og dem har vi ikke for mange af i forvejen, siger Michael Leth Jess, direktør for miljø og klima i Danmarks Naturfredningsforening.