Regeringen: Politiskolen skal til Herning
Politiskolen kommer efter alt at dømme til at ligge i Herning. Det erfarer TV MIDTVEST.
Der har længe været tale om en politiskole vest for Storebælt, men det har været uvist hvilken by, der ville få glæde af den. Her i landsdelen har blandt andre Herning, Holstebro og Viborg været med i kampen, men nu er spændingen måske udløst. TV MIDTVEST erfarer nemlig, at regeringen vil placere den nye politiskole i Herning.
Nærmere bestemt kommer den attraktive skole højst sandsynligt til at ligge på den tomme byggegrund på Svanekevej, og det er derfor en helt ny bygning, der er i støbeskeen.
Placeringen i Herning er regeringens udspil, men er endnu ikke forhandlet på plads med et flertal i Folketinget.