Regeringen giver umyndiggjorte danskere stemmeret

En lovændring skal sikre, at umyndiggjorte personer får mulighed for at stemme ved folketingsvalg.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Casper Christoffersen / Ritzau Scanpix

Regeringen vil ændre loven om værgemål, så flere personer med eksempelvis hæmmet psykisk udvikling eller et alvorligt svækket helbred får stemmeret. Det skriver DR.

I foråret efterlyste et bredt flertal i Folketinget en ændring af reglerne for værgemål. Og det vil regeringen nu følge op på.

- At deltage i demokratiet ved at stemme til Folketinget er en stor og vigtig ting, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i en skriftlig kommentar.

- Regeringen ønsker, at flest mulige har ret til at stemme - og personer under værgemål fortjener også at få deres stemme hørt, siger han.

I dag er knap 2000 danskere frataget deres stemmeret til folketingsvalg.

Det skyldes, at de har brug for at få andre til at styre deres økonomi og derfor har mistet deres retlige handleevne.

Derfor vil regeringen ændre værgemålsloven, så værgemål i højere grad kan skræddersys til det enkelte menneske og begrænses til det, der er absolut nødvendigt.

Konkret lægger lovforslaget op til, at det fremover vil være muligt at få frataget den såkaldte retlige handleevne delvist i stedet for fuldkomment.

- Nu gør vi det muligt, at personer som for eksempel har en værge til at varetage privatøkonomien, og som ikke behøver at være helt afskåret fra at kunne råde over deres formue, kan bevare stemmeretten til folketingsvalg, siger Søren Pape Poulsen.

Når en person får frataget den retlige handleevne, kan vedkommende ikke gyldigt indgå aftaler eller råde over sin egen formue.

Det skal beskytte den umyndiggjorte mod at foretage uheldige, forpligtende handlinger.

Men det betyder samtidig, at man ikke kan stemme til folketingsvalg, fordi grundloven fastslår, at umyndiggjorte ikke har valgret.

Hvis man ikke fratages den retlige handleevne fuldkomment, men kun delvist, vil man efter Justitsministeriets opfattelse ikke være umyndiggjort i grundlovens forstand og derfor have stemmeret til folketingsvalg.

Umyndiggjorte borgere kan godt stemme ved valg til kommuner, regioner og Europa-Parlamentet.

Ifølge DR vil regeringen sende lovforslaget i høring tirsdag. Lovændringen forventes at træde i kraft i januar 2019.