Regeringen afskaffer hver femte fotovogn

I løbet af det kommende år bliver 20 ud af 100 fotovogne fjernet fra vejene og erstattet af stærekasser. Det har en samlet blå blok besluttet.

Regeringen skifter nu kurs i forhold til fartkontrol på de danske veje. 20 ud af politiets 100 fotovogne bliver afskaffet, og til gengæld erstattes de af fastmonterede stærekasser. Her vil bilisterne blive mødt med advarselsskifte på forhånd, så de kan nå at lette foden fra speederen.

- Vi får mere fokus på trafiksikkerhed og på at redde menneskeliv frem for at skrabe penge i statskassen, siger Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, der præsenterer beslutningen på vegne af regeringen, til DR Nyheder.

Vi får mere fokus på trafiksikkerhed og på at redde menneskeliv frem for at skrabe penge i statskassen.

Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører for Venstre

Planen er, at de 20 nye stærekasser skal sættes op på nogle af de 44 vejstrækninger forskellige steder i Danmark, hvor der ifølge Vejdirektoratet sker flest uheld. Ændringen kommer til at ske i løbet af det kommende år.

Erfaringer fra Sverige

De pågældende kommuner med farlige veje kan så søge om at få opsat en stærekasse. Derfor vil ændringen øge trafiksikkerheden, lyder det fra Venstres transportordfører. Han henviser til Sverige, hvor fartkontrollen primært består at ubemandede stærekasser, hvor bilisterne møder et advarselsskilt forinden - i modsætning til fotovognene.

- Erfaringer fra Sverige viser, at stærekasser på farlige steder tvinger farten ned og redder menneskeliv, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Det var Thorning-regeringen, der i 2015 firedoblede antallet af fotovogne fra 25 til 100. Siden har de 100 bemandede fotovogne været en torn i øjet på politikerne fra blå blok. Både Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har kaldt fotovogne for "rene pengemaskiner", der mest af alt havde til formål at tjene penge hjem til statskassen.

Læs også Fotovogne på overarbejde: Tredobling i antal af fartbøder

Venstre har været lige så kritiske over for fotovognene, men gik "kun" til valg på at "mindske antallet af fotovogne." Afskaffelsen af de 20 fotovogne er kun første skridt, fastslår Venstres transportordfører.

- Efter et års tid kan vi evaluere på det. Og hvis det går som forventet, at vi får farten ned og får færre ulykker på de farlige veje, så kan vi konvertere endnu flere fotovogne til de her faste stærekasser, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Stærekasser giver færre bøder

Sidste år blev 563.755 bilister blitzet, og der blev udskrevet bøder for i alt 701 millioner kroner, eller hvad der svarer til cirka syv millioner kroner pr. fotovogn. Noget mere end hvad de 500 stærekasser, den daværende VK-regering tilbage i 2010 besluttede at sætte op på baggrund af en forsøgsordning. De gav én millioner kroner i bødeindtægter pr. stærekasse.

Bødeindtægterne er meget mindre ved stærekasser, fordi bilisterne bliver advaret med skilte om, at der er fartkontrol forude, og dermed kan nå at sænke farten.

Med det regnestykke vil en udskiftning af 20 fotovogne til fordel af 20 stærekasser altså give færre indtægter til statskassen på 120 millioner kroner. Regeringen har ikke lavet noget regnestykke for, hvad ændringen koster statskassen, men Venstres transportordfører erkender, at det ikke vil være en gratis omgang.

- Man kan ikke udelukke, at det kommer til at koste penge, men formålet med fartkontrol er at redde menneskeliv og ikke at skrabe penge i statskassen, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Transportminister Ole Birk Olesen står bag initiativet, men vil først udtale sig senere i dag, oplyser ministeriets presseafdeling.

Læs også Kort: Her har Politiets fotovogne skrevet flest bøder