Regentparret kunne ikke redde Luna

Restaurant Luna på havnen i Lemvig lukker - efter kun halvandet år i drift.

Restauranten fik ellers masser af opmærksomhed sidste år, da regentparret var på besøg og spiste frokost på restaurant Luna. Men i sommer forlod den daglige leder Søren Kousgaard spisestedet, og det har vist sig umuligt for indehaveren Allan Laursen at finde en ny forpagter. Det hænger også sammen med, at økonomien ikke har været for god i virksomheden. Det har været en svær tid at drive restaurant i, erkender Allan Laursen over for Folkebladet Lemvig.