Reform sætter selvstændige på svær opgave

Bor en selvstændig erhvervsdrivende sammen med en kontanthjælpsmodtager skal de fremover oplyse præcist, hvad de tjener hver måned - det er en både dyr og håbløs opgave, lyder kritikken.

18VoKontanthjaelp.jpg

Det er kun to dage siden kontanthjælpsreformen trådte i kraft, men allerede nu sætter den flere end kontanthjælpsmodtagerne på pinebænken.

Skal forsørge kæreste

Reformen betyder nemlig, at samlevere har forsørgerpligt over for den kæreste, de bor sammen med. De skal derfor hver måned oplyse deres indtægt, så kommunen kan beregne, om kontanthjælpsmodtageren har ret til kontanthjælpen.

Umulig opgave

Den regel er en nærmest umulig opgave for selvstændige erhvervsdrivende. Det mener Kevin Christensen fra Viborg, der bliver ramt af de nye regler. Han har et enmandsfirma med udlejning og service af blandt andet ismaskiner, og bor sammen med kæresten, der er på kontanthjælp.

Kan ikke gøres op

Indtægter og udgifter i firmaet kan svinge voldsomt fra måned til måned. Derfor vil det tage adskillige timer på kontoret at regne sig frem til et bare nogenlunde korrekt tal, hvis det overhovedet er muligt.- Det vil simpelthen blive et skud i blinde, siger Kevin Christensen.

En revisor bakker op

Han bakkes op af uvildig revisor Bent Vestergaard.- Én måned kan der være overskud i et firma. De følgende to kan der være underskud. Det betyder, at det kan være et endog meget stort arbejde, og også svært, at regne en månedsindtægt ud for de selvstændige, siger han.

1:56
Den kontanthjælpsreform, der netop er trådt i kraft, har sat mange selvstændige på en nærmest umulig opgave