Redningsmand efter 15 års kamp: En milepæl for de frivillige

Beredskaberne jubler, efter at et bredt flertal i folketinget har besluttet, at frivillige brandfolk fremover ikke bliver trukket i ydelser, hvis de er på dagpenge eller efterløn.

Søren Larsen har 34 års erfaring som frivillig redningsmand ved Kystredningstjenesten i Hvide Sande. Han jubler over de nye dagpengeregler for frivillige. Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Regeringen har med opbakning fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre vedtaget at lempe dagpengereglerne for deltidsansatte brandfolk og de mange frivillige, der deltager i beredskaber, så deres frivillige indsats ikke bliver modregnet i dagpengene eller efterlønnen.

Nyheden vækker stor glæde hos Kystredningstjenesten i Hvide Sande, der har haft svært ved at finde frivillige, og i årevis har efterlyst en lovændring.

Læs også Venstre: Efterlønnere skal have lov at arbejde frivilligt

- Det er fantastisk, at vi får ændret loven. Det gør det nemmere for os, at finde frivillige, fordi de ikke behøver at tænke på - hvis de skulle blive arbejdsløse - om de så bliver trukket i dagpenge, siger Søren Larsen, der har 34 års erfaring som frivillig redningsmand hos redningsstationen i Hvide Sande.

Det er en milepæl for de frivillige. Både for Kystredningstjenesten, brandvæsnet og alle de frivillige, der vil yde en indsats i Danmark.

- Søren Larsen, redningsmand, Kystredningstjenesten, Hvide Sande

Der gælder i forvejen lempeligere dagpengeregler for personer, der varetager et borgerligt ombud. Det gælder for eksempel byrådsmedlemmer, nævninge og domsmænd. Baggrunden er, at de udfører opgaver, som samfundet reelt ikke kan undvære.

Med den nye aftale kommer de deltidsansatte brandfolk og de frivillige hos beredskaber som Hjemmeværnet og Kystredningstjenesten ind under samme regler.

Læs også Brandmænd fanget i bureaukrati

- Med aftalen slår vi fast, at de udfører et samfundsnødvendigt og ofte livreddende arbejde, og derfor skal der gælde lempeligere dagpengeregler for dem. Vores dagpengesystem må ikke være en hæmsko for, at danskerne melder sig frivilligt til at slukke brande, redde menneskeliv og skabe tryghed i lokalsamfundet, fastslår beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). 

De nye lempeligere dagpengeregler for frivillige brandmænd og redningsfolk træder i kraft 1. oktober 2018. 

00:40

Søren Larsen, redningsmand i Hvide Sande, fortæller om de udfordringer, Kystredningstjenesten har haft med at finde frivillige, og hvad de nye regler betyder for dem. 

Luk video