Redningskranse kan koste dyrt

TrygFonden har givet Ringkøbing-Skjern Kommune en gave. 140 redningskranse. Men det kan vise sig at blive en gave, der koster kommunen dyrt.

Det er normalt en glæde at få en gave, men Ringkøbing-Skjern Kommune har fået en gave, som kan blive dyr for kommunen. 140 redningskranse lyder gaven fra TrygFonden på, men der medfølger ingen lang line, ingen redningsveste og andre praktiske ting.

Det skal kommunen ud og investere i, for at redningskransene kan bruges. Ellers bliver redningskransene farlige.

- Når vedkommende der skal hjælpe en nødstedt på havet, endelig kommer derud, uden at have en redningsvest på, så er man tappet for kræfter. Det er jo ikke det, der er ideen, siger Iver Sloth Kristensen, Beredskabschef, Ringkøbing-Skjern Kommune.

På et møde i dag mandag blev Ringkøbing-Skjern Kommune og kommunens beredskabschef enige om, at investere i redninsveste til alle redningskransene.

- Det her det er en forsøgsperiode. Så når badesæsonen er slut, så gør vi op, hvad det her det har kostet, siger Iver Sloth Kristensen.

Halvdelen af de drukneulykker, der har været ved Vesterhavet de seneste mange år, er folk, der har forsøgt at redde andre.

 

Hør her et interview med Martin Petersen, Afdelingsleder, Vej & Park, Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor han fortæller om omkostningerne ved de nye redningskranse.