Kutter kæntret ud for Hvide Sandes kyst

En polsk fiskekutter er involveret i en redningsaktion 50 kilometer ude for Hvide Sandes kyst.

Foto: Forsvarets Operationscenter

Opdateret 13.45: De seks besætningsmedlemmer er alle i sikkerhed og ombord på en af redningsbådene fra Hvide Sande Redningsstation.

En polsk fiskekutter med seks personer ombord er lige nu indblandet i en redningsaktion 50 kilometer ude for Hvide Sandes kyst.

Selvom vejret er godt, er der mere end to meter høje bølger så langt ude, og det kan sagtens have været det, der kom bag på fiskekutterens besætning

Claus Elberth, vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter

- Der er blevet sendt en redningshelikopter fra Skrydstrup, der er i området, siger Claus Elberth, der er vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter.

- Der er ikke nogen livsfare, og der er styr på situationen, forklarer han.

Også to danske redningsfartøjer fra Hvide Sande Redningsstation er med i på vandet. Derudover er der også et hollandsk handelsskib i nærheden af den synkende fiskekutter, der er klar til at samle besætningen op, hvis de hopper over bord.

Men det vil besætningen altså ikke, lyder meldingen.

- Deres kultur tilsiger dem, at de skal blive ombord til sidste øjeblik, forklarer Claus Elberth, vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter. 

Billede af kutteren taget fra forsvarets redningshelikopter. Foto: Forsvarets Operationscenter

Vandet pumpes ud af kutteren

Redningsfartøjerne har hjulpet kutteren med en vandpumpe, så de kan komme af med noget af vandet.

Redningshelikopteren på stedet hjælper også til med at holde kutteren oven vande.

- Vi sænker vandpumper ned i kutteren fra helikopteren, som hjælper til med at pumpe vand ud, forklarer Søren Larsen fra Redningsstationen i Hvide Sande.

Indtil videre kan Claus Elberth fra Forsvarets Operationscenter ikke bekræfte, hvordan ulykken er sket, men han formoder, at det skyldes de høje bølger.

- Selvom vejret er godt, er der mere end to meter høje bølger så langt ude, og det kan sagtens have været det, der kom bag på fiskekutterens besætning.

Billede af kutteren taget fra forsvarets redningshelikopter. Alle ombord er reddet i land. Foto: Forsvarets Operationscenter

Læs også Podcast: Folk blev nervøse og ringede efter redningshelikopter til surfer