Reddet ud af brændende lejlighed

En kvinde er stærkt forbrændt efter brand i en lejlighed i Skjern. Hendes tilstand er kritisk.

Brand_Nygade.jpg

En 61-årig kvinde blev lørdag morgen kørt med ambulance til sygehuset i Herning. Hun blev stærkt forbrændt i forbindelse med en brand i lejlighed i Skjern. I følge vagtchef Keld Nedergaard ved Midt- og Vestjyllands Politi blev kvinden i løbet af formiddagen overflyttet til Rigshospitalet i København. Den 61-åriges tilstand er i følge vagtchefen kritisk.

Steen Lund, indsatsleder ved brandvæsenet i Ringkøbing-Skjern, fortæller, at alarmen lød kl. 07:45. En stuelejlighed på Nygade i Skjern var brudt i brand. Udover ti brandmænd blev også en politipatrulje tilkaldt.

Ingen udover den 61-årige kvinde kom noget til ved branden. En beboer i en lejlighed på ejendommens førstesal reddede sig ud ved at kravle ud på taget og derfra springe ned.

Slukningsarbejdet var i følge indsatslederen færdigt ved ni-tiden. Årsagen til branden er endnu ukendt.