Redaktør: Venstre i Thisted har kørt hetz mod lokalradio

Radio Limfjord føler sig truet på økonomien af venstrefolk

Christian Kjeldsen anklager partiet Venstre i Thisted for at have truet Radio Limfjord på økonomien.

Valgkampen har fået en endnu dramatisk drejning i Thisted, hvor en tidligere redaktør på Radio Limfjord nu beskylder Venstres lokale partiforening for at true lokalradioen på økonomien.

Det er Radio Limfjords forehenværende journalistiske redaktør, Christian Kjeldsen, der står bag anklagerne. Han har sagt sit job op for en uge siden for, med egne ord, at kunne tage til genmæle mod Venstre i Thisted.

Christian Kjeldsen mener partimedlemmer har kørt hetz mod lokalradioens journalistiske linje og truet den på økonomien.

Dæmp nyhederne 

- Radioens chef har overfor mig bekræftet henvendelser, bl.a. fra en kredsformand i Venstre. Han skulle angiveligt have sagt. at Radio Limfjord skulle til at "dæmpe" sig lidt i nyhederne og den måde tingene blevet lavet på, fortæller Christian Kjeldsen.

I følge redaktøren har kredsformanden, i samme forbindelse, sagt at erhvervslivet i Thy ville vende sig mod Radio Limfjord. Det skulle ske ved at trække reklamekroner tilbage.

-  Dermed er Venstre, i min optik, inde og true et frit medie på sit eksistensgrundlag, lyder det fra den nu afgåede journalistiske redaktør.

Niels Jørgen Pedersen er spidskandidat for Venstre i Thisted, og han undrer sig over udmeldingerne.

- Jeg er rigtig, rigtig ked af det. Jeg bryder mig faktisk ikke om at vi skal have den her mudderkastning i en valgkamp. Jeg vil langt hellere diskutere politik, siger han.

Afviser beskyldninger

Samtidig afviser venstremanden beskyldningerne om hetz og økonomiske sanktioner mod radioen.

- Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke har haft kontakt til Radio Limfjord på nogen som helst niveauer om disse ting, siger Niels Jørgen Pedersen.

Spidskandidaten for Venstres lokalafdeling i Thisted vil dog ikke udelukke, at der blandt lokalafdelingens 550 medlemmer kan være en eller to der har henvendt sig.

- Jeg ved ikke om nogen har henvendt sig til Radio Limfjord fordi de var uenige i den journalistiske linje på lokalradioen, siger Niels Jørgen Pedersen. 

Til gengæld påpeger han timingen for oprettelsen af den blog, hvor radioredaktøren kommer med sine anklager mod Venstre.

En blog, der blev oprettet for en uge siden, og varer lige frem til valget på tirsdag. Et sammenfald som Christian Kjeldsen dog ikke finder påfaldende.  

- Venstre har kørt en hetz mod mig siden april måned, og jeg har haft en eneste mulighed for at forsvare mig, slutter den tidligere redaktør.

Ledelsen på Radio Limfjord har, sammen med bestyrelsen for lokalradioen, ikke ønsket at kommentere sagen.

02:20

Journalist på Radio Limfjord anklager Venstre for at ville true radioen til at droppe kritiske indslag:

Luk video