Redaktør: Svært at skaffe nye kunder til Karup Lufthavn

Hvis Karup Lufthavn skal kapre flere kunder, kræver det busforbindelser til lufthavnen, vurderer redaktør.

Karup Lufthavn skilt.jpg

Det bliver svært, men ikke umuligt for Karup Lufthavn at øge antallet af flypassagerer.
    
Det vurderer redaktør på rejsesitet check-in.dk Andreas Krog.
    
- Det er positivt, at Karup gør noget for at gøre opmærksom på sig selv, men man mangler noget basalt, nemlig gode busforbindelser mellem lufthavnen og de omkringliggende byer, siger han.
    
Den midtjyske lufthavn har ifølge Midtjyllands Avis store planer for fremtiden og vil på et pressemøde i næste uge løfte sløret for et nyt navn og ny plan for flere afgange.
    
Men hvis lufthavnen for alvor skal skaffe flere passagerer, skal der være gode forbindelser med offentlig transport fra omkringliggende byer til lufthavnen.
    
- Som det er nu, er den eneste måde at komme til og fra lufthavnen med taxa eller egen bil, siger Andreas Krog.
    
Karup Lufthavn har en enkelt indenrigsrute til København, som flyver op mod otte gange dagligt.
    
Den flyves af Danish Air Transport (DAT) og benyttes især af forretningsrejsende. Lufthavnen bebuder, at man vil satse på flere afgange, og det er et godt udgangspunkt, vurderer Andreas Krog.
    
- Det handler om frekvenser. Så mange afgange som muligt i løbet af en dag. Det handler om at nurse forretningskunderne, siger Andreas Krog.
    
Han vil ikke afvise, at Karup Lufthavn vil kunne kapre en større bid af markedet og eksempelvis tiltrække kunder, der i dag benytter lufthavnene i Billund, Aalborg og Aarhus.
    
- Det er klart, at der i Jylland er en intens kamp mellem de forskellige lufthavne, inklusive Hamburg, om at kapre kunder. Her kan eksempelvis gratis p-pladser, som man har i Aalborg, lokke kunder til, siger Andreas Krog.
    
Han er skeptisk i forhold til, om lufthavnen kan formå at tiltrække nye ruter.
    
- Jeg tror, det bliver svært at skaffe andre ruter. Så stort opland har man alligevel heller ikke. Men intet er umuligt, siger Andreas Krog.
    
Sidste år havde Karup Lufthavn 135.975 passagerer, hvilket er en stigning i forhold til året før, da 126.470 kunder benyttede lufthavnen.
    
Fremgangen har dog ikke ændret ved, at lufthavnen ifølge Midtjyllands Avis har røde tal på bundlinjen.
    
/ritzau/