Razzia mod hurtige knallerter
Razzia gav pote for politiet, der fangede adskillige med ulovlige knallerter.
Midt- og Vestjyllands Politi holdt tirsdag razzia mod knallertforseelser i Holstebro. Én af dem, der blev snuppet, er Ali Mustapha. Hans knallert kørte 69 km/t på politiet rullebånd. Og lovligt må den kun køre 30 km/t.
- Jeg kan godt lide fart, jeg elsker at køre hurtigt, siger han.
Den fart koster ham nu dyrt. 1.500 kroner kostede det ham at køre på den ulovlige knallert.
- Når en knallert kan køre 80 eller 100, er det ikke altid, at bremser og hjul passer til den hastighed, og så kan det være svært at manøvrere og bremse i trafikken, fortæller Allan Riis, der er politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Hver femte, politiet stoppede på tirsdagens razzia, havde en ulovlig knallert.