Rasmus Lauge: Danmark har ikke peaket endnu

Landsholdsspiller Rasmus Lauge er sikker på, at det danske hold kan spille endnu bedre end under fredagens kamp mod Frankrig.

Rasmus Lauge under mixed zone og træning i Nordvest Hallen i Herning i dag. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Hvis du syntes, at fredagens håndboldbrag mod Frankrig var vildt, så kan du godt glæde dig til VM-finalen mod Norge i morgen.

Selv om danskerne knuste franskmændene med ydmygende 38-30, så mener landsholdsspiller Rasmus Lauge nemlig slet ikke, at det danske hold har nået sit topniveau endnu.

- Vi ved godt, at det vi præsterede i går, var noget nær det bedste, vi hidtil har præsteret, men vi ved også, at der stadig er rum i toppen til at forbedre os. Vi forventer, at vi kan lægge lidt på til kampen i morgen, siger han, da TV MIDTVEST møder ham under lørdagens træning i Nordvest Hallen i Tjørring.

02:02

Selv om Danmark allerede har sat nordmændene på plads én gang, har de stadig stor respekt for vores naboer.

Luk video

Nordmændene lader sig ikke skræmme

I gruppespillet mødte Danmark også Norge, og her endte det med en sikker sejr til danskerne på 30-26. Det betyder dog langt fra, at Rasmus Lauge føler sig sikker på finalekampens udfald.

Jeg håber, det kommer til at være altafgørende, at vi har hjemmebanen.

Rasmus Lauge

- Jeg tror ikke, det kommer til at betyde så meget, at vi har vundet en kamp tidligere i turneringen. Nordmændene har et hold, som har vist adskillige gange, at de ikke rigtig er bange for nogen. Indtil videre virker det ikke som om, der er noget, der skræmmer dem, så jeg tror, de er pænt ligeglade med, at vi har vundet den første kamp. Så det er den indstilling, vi også skal gå ind til kampen med, og det gør vi også, siger han.

Hvis det danske hold skal nå op på det absolutte topniveau håndboldmæssigt, så kan en solid opbakning fra Boxens tilskuere være en vigtig hjælp.

- Jeg håber, det kommer til at være altafgørende, at vi har hjemmebanen. Jeg håber, at det tryk vi kan få lagt i Boxen, bliver så vanvittigt, at det måske kommer til at kue nordmændene lidt. Samtidig kan det forhåbentlig bære os frem, siger Rasmus Lauge.

Finalen mellem Danmark og Norge bliver spillet søndag klokken 17.30.

00:32

Hernings borgmester er stolt over at skulle huse en VM-finale med dansk deltagelse

Luk video