Rask chauffør mistede kørekortet

Lastbilchauffør vurderes til at være farlig i trafikken, fordi han fik epilepsi-medicin for fem år siden - selv om han ikke har epilepsi.

53-årige Jens Mathiasen fra Ringkøbing kan ikke længere passe sit arbejde som lastbilchauffør.

Selv om han er meldt rask, har han mistet sit kørekort på grund af noget epilepsi-medicin, han fik for fem år siden.

- Jeg synes, at det er meget uretfærdigt. Systemet er simpelthen blevet for bureaukratisk. Når de laver en regel, er der altid nogen, der ryger i et sort hul. Jeg er een af dem, siger Jens Mathiasen til TV MIDTVEST.

I 2008 blev han opereret for en tumor i hjernen. Han fik senere et enkelt krampeanfald, og lægen gav ham derfor noget medicin mod epilepsi. Det er denne medicin, der nu er årsag til, at han ikke har kunnet få sit kørekort fornyet. Ifølge et nyt EU-direktiv skal man nemlig have været anfalds- og medicinfri i 10 år for at køre lastbil.

- Jeg kan godt forstå, at der er regler for dem, der har epilepsi og får medicinen. Men jeg har ikke epilepsi og fik medicinen uden grund. Det var ikke et epileptisk anfald jeg fik, og i dag er jeg 100 procent fit for fight. Alle scanninger er fine - der er intet at komme efter, siger Jens Mathiasen.

Fagforening: Uanstændigt

Jens Mathiasen er ifølge 3F ikke den eneste chauffør, der uden grund er kommet i klemme i EU-reglerne.

- Vi har en chauffør, som er så godt medicineret, at han ikke har haft anfald i 31 år. Alligevel vurderes han til at være trafikfarlig. Det er uanstændigt, at dygtige og velmedicinerede chauffører ikke kan passe deres job, siger konsulent i 3Fs transportgruppe, Kjeld H. Jensen.

Fagforeningen oplyser, at der rent faktisk er to muligheder for at få undtagelse for EU-direktivet. Undtagelser der blandt andet betyder, at velmedicinerede chauffører ikke behøver at miste deres kørekort i 10 år. Men disse undtagelser har Danmark valgt ikke at gøre brug af - og derfor har 3F stævnet Justitsministeriet.

3F frygter, at reglerne er så stramme, at nogle chauffører vil købe epilepsi-medicin over nettet for ikke at miste kørekortet.

 

[uvid:TVMV1930_20131009_[UVID:TVMV1930_20131009_20131009_004_SD]