Rasende forældre: Politiet skal se på farlige skolebusser

Politikerne i Viborg Kommune kritiseres for at sidde på hænderne

Forældre i Bjerring-området er bange for at lade deres børn køre med busserne til og fra skole
Forældre i Bjerring-området er bange for at lade deres børn køre med busserne til og fra skole
Foto: Morten Thomsen TV MIDTVEST

Det er en flok rasende og frustrerede forældre i Bjerringbro-området, der nu truer med at gå til politiet i sagen om de stærkt kritiserede skolebusser i Viborg-området.

Viborg Kommunes teknik- og miljøudvalg har på et møde i dag drøftet sikkerheden ved skolebusserne, og politikerne føler sig overbeviste om at alle sikkerhedskrav bliver overholdt. Derfor vil de ikke foretage sig yderligere.

En udmelding, som chokerer den forældregruppe, der har stået bag de mange klager over skolebusserne:

Chokerende udmelding

- Jeg synes det er forkasteligt, at politikerne ikke vil foretage sig noget. Jeg synes de skulle rejse sig fra rådhusets kontorstole og komme ud og se på forholdene, siger Eva Andersen fra Nøddelund.

Hun har selv to børn, på henholdsvis 15 og otte år, som hver dag bruger skolebussen. Hvis sikkerheden ikke forbedres, overvejer Eva Andersen at gå til politiet.

- Jeg kan godt se igennem fingre med, at busserne er gamle. Men, når den generelle sikkerhed ikke er i orden, så tør jeg simpelthen ikke lade mine børn køre med skolebusserne. Derfor bliver det politiet næste gang, siger Eva Andersen.

Flere forældre på Bjerringbro-egnen har, her i TV MIDTVEST, kritiseret skolebuskørslen i Viborg Kommune.

Eksempelvis må eleverne sendes ud af busserne, når en stejl bakke skal forceres, ligesom der, ifølge forældrene, mangler sikkerhedsudstyr i køretøjerne.

Ingen vil tage ansvar 

- Mine to drenge på 7 og 11 år fortæller, at der ofte er noget galt med busserne, siger Marie Schilling Sørensen fra Gullev. Derfor finder jeg det besynderligt, at der ikke er nogen, heller ikke politikerne, der vil tage ansvar for problemerne.

Anne-Dorthe Markvart-Pedersen fra Sahl er også frustreret over, at politikernes ikke vil foretage sig mere i sagen.

- Jeg er både usikker og utryg ved situationen, og jeg er bestemt ikke imponeret over det materiel, som vores børn skal fragtes frem og tilbage til skole i, siger hun.

Sammen med de andre forældre overvejer hun at tage konsekvensen af situationen, og selv sørge for tranporten af sine børn. At det vil betyde ekstra besvær og involvering af andre dele er familien, er i denne forbindelse ligegyldigt.

- Jeg havde ikke troet det skulle komme så vidt. Men, hvis ikke der findes nogle løsninger ret hurtigt, så er jeg parat til at investerer både tid og pege i, at mine børn kan blive transportere sikkert til og fra skole, siger Anne-Dorthe Markvardt-Pedersen til TV MIDTVEST.