Ransagning gav gevinst: Stor hashfangst i Silkeborg

Politiet fandt over 2 kg hash, da de ransagede en adresse i Silkeborg, og da en narkohund kom frem, fandt den endnu mere.

Politibil og ærme med emblem
Foto: Flemming Christensen

Politiet i Silkeborg fik gevinst, da de tirsdag middag rykkede ud for at ransage en adresse på Herholtsvej. Her fandt de 2,2 kilo hash og 51 gram skunk hos den 63-årige mandlige beboer.

En narkohund blev også tilkaldt, og den fandt yderligere 500 gram hash på adressen. 

- Manden sigtet for besiddelse og videresalg. Han erkender besiddelse, men ikke videresalg, siger Michael Svendsen, politiassistent hos lokalpolitiet i Silkeborg.

Den 63-årige mand kan nu se frem til et retsligt efterspil.

Politiet vil ikke give yderligere oplysninger om ransagningen og vil dermed heller ikke sige, hvad der førte dem til at ransage adressen.