Randzoneloven giver travlhed

Hos kommunerne vælter det ind med henvendelser fra landmænd, der er i tvivl om randzoneloven.

RANDZONE_0.jpg

Fra på lørdag træder loven om randzoner i kraft, men der er stadig mange landmænd som ikke ved, om deres vandløb er omfattet af loven. Det er kommunernes opgave at vurdere de enkelte sager, men nogle steder bliver det umuligt at nå inden lørdag. Hos Teknik og Miljø i Ringkøbing-Skjern Kommune har de fået godt 150 henvendelser.

- Det bliver nok næsten frem til jul, vi får travlt med det her. Det bliver i hvert fald hele efteråret, der kommer til at gå, inden vi er igennem de henvendelser, vi har liggende p.t., siger Ivan Thesbjerg, fagleder hos Ringkøbing-Skjern Kommune

Risikerer at overtræder loven

Randzoneloven betyder, at landmænd ikke må dyrke deres marker op til ti meter fra et vandløb. Problemet er, at det ikke er helt klart, hvornår noget er et vandløb. Hvis kommunen ikke bliver færdige med en vurdering inden lørdag, er det op til landmanden selv.

- Der vil være rigtig mange landmænd som overtræder loven der, fordi de har slet ikke tænkt på, at der skal være randzoner nogen steder, hvor det ser ud til, at der nu skal være det. Hvor vandløbet er tørlagt, siger formand for Hedens Landboforening, Jørgen Poulsen

I morgen holder Vestjysk Landboforening orienteringsmøde om randzoneloven.