Ramt af fugleklat: Vinder milliongevinst

En ung midtjysk kvinde har vundet 7,5 millioner kroner. Kvinden vandt det store beløb kort efter hun var blevet ramt af en fugleklat. (Arkivfoto)

Pengestak_500kr.jpg

Det blev alt andet end en almindelig dag for en 20-årig kvinde fra Silkeborg, da hun sidste søndag blev ramt af en fugleklat.

- Jeg var på vej hjem fra arbejde, og så blev jeg skidt på skulderen af en fugl, fortæller den 20-årige kvinde til Danske Spil.

Kvinden skyndte sig ind på en Shell-tank, hvor hun købte fire forskellige skrabelodder. Det skulle vise sig, at være en god beslutning.

- Jeg gik hjem og skrabede. Første lod vandt jeg 100 kroner på. Og på nummer to vandt jeg så 7,5 millioner kroner. Det stod der. Men jeg var ikke sikker på, om jeg havde forstået det rigtigt. Jeg rystede. Og så ringede vi til Danske Spil, fortæller den heldige kvinde.

Får opfyldt sine drømme

Kvinden vandt på det, der hedder Nordisk Quick, og de 7,5 millioner kroner er den absolut største gevinst på et Quick-lod, man kan vinde.

- Det er så vildt. Mine drømme kan gå i opfyldelse. Jeg har længe gerne ville starte egen virksomhed, og det kan jeg nu. Jeg er meget glad, siger hun.

Kvinden har i øvrigt ikke vasket fugleklatten af trøjen endnu.

- Den har stadig lort på skulderen. Og den har været vist frem til hele familien. Normalt er jeg ikke så overtroisk, men lige her er jeg glad for, at jeg reagerede, siger hun.