Ramt af forbud: Det er ikke helt det samme

De første er ankommet til Landsskuet i Herning, og de savner deres grill.

Mads Fjordside er daglig leder af Landsskuet i Herning.
Mads Fjordside er daglig leder af Landsskuet i Herning.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Det ser ud til, at årets Landsskue i Herning får godt vejr, men der er også en bagside af medaljen. Det er forbudt at grille.

Allerede i dag er deltagere og udstillere rykket ind i med hundredvis af campingvogne rundt om på pladsen, og de savner deres grill.

- Man vil gerne sidde ude og grille, som vi plejer. Det har vi gjort hvert år. Så det er da lidt ærgerligt, forklarer deltager Louise Milling fra Aarup.

Arrangøren ved dog godt, at deltagerne hungrer efter grillmad, og de har derfor fundet en løsning. De har nemlig fået en særlig dispensation.

- Her i gården har vi lavet mulighed for, at vi stiller tre-fire grille an, som folk kan benytte i et bestemt tidsrum. Det er noget, som landsskuet har fået lov til, og som vi sørger for er i orden, siger Landsskuets daglige leder, Mads Fjordside.

Otte mindre brande

I morgen klokken 12 er der officielt afbrændingsforbud i alle landets 98 kommuner. Det er der en god grund til.

Brand & Redning MidtVest er rykket ud til otte mindre naturbrande i de seneste par dage, og de håber nu, at alle tager afbrændingsforbuddet meget alvorligt, også når det drejer sig om folks private haver.

- Folk er ikke klar over, hvor farligt det her er. Dem der ikke vil passe på, de vil ikke passe på, så dem kan vi ikke ramme. Men vi har selvfølgelig en stor forhåbning om, at alle tænker sig godt om, passer godt på og overholder forbuddet, siger afdelingsleder ved Brand & Redning MidtVest Lars Stensbjerg.

På landsskuet er der forståelse for, at de ikke kan tænde op i grillen i år.

- Jeg vil hellere undvære pølsen og så have tørvejr, siger deltager Kasper Kattrup med et smil.