Rambuktyveri i Struer: Designersolbriller og ure stjålet

Tidligt i morges begik fire personer et rambuktyveri mod Profil Optik i Struer. Den daglige leder siger, at de har stjålet både solbriller og dyre ure.

Blå blink sol
Foto: Flemming Christensen

Tidligt mandag morgen blev en sort Skoda Fabia bakket igennem fordøren i Profil Optik i Østergade i Struer. 

Fire personer blev set flygte fra stedet på to scootere, efter bilen var blevet brugt som rambuk. Det er endnu uvist, hvor meget de har stjålet for, og hvem tyvene er. 

Den daglige leder i butikken var i gang med oprydningen, da TV MIDTVEST fik fat i hende. 

- Det var et trist syn, der mødte mig i morges. Der var glas ud over det hele, og jeg kunne se, at de havde taget rigtig mange dyre ure og solbriller, siger Kirsten Engestoft. 

Butikken har lige fået nyt sikkerhedssystem i butikken med panserglas, røgkanon og overvågning. Kirsten Engestoft har set overvågningsbillederne og har set, hvordan tyvene brød ind. 

- De havde sat paller fast på bilen og kørt den igennem panserglasset. Da røgkanonen så gik i gang i butikken, har de så smidt den ud af vinduet, siger den daglige leder i butikken. 

Butikken har åbent i dag på trods af tyveriet, men der er "lidt rodet" forklarer den daglige leder. 

Politiet har bilen i deres besiddelse og er i gang med yderligere undersøgelser af den.