Rambuktyveri i Struer

Profiloptik blev i nat udsat for rambuktyveri

Rambuk_Bin_Clip.jpg

Klokken var knap halv fire i nat, da tre gerningsmænd kørte en varevogn ind i Profil Optik på Østergade i Struer. Her stjal de udelukkende ure for et endnu ukendt beløb. Selvom der også var flere montrer med smykker, havde de tilsynelandende ingen interesse for gerningsmændene. Det har fået bestyrer Poul-Erik Nielsen til at tro, tyveriet har været bestillingsarbejde.

- Det er meget underligt, at de ikke har taget smykkerne. Vi har en formodning om, at det er bestillingsarbejde. For et par dage siden har nogen forsøgt at smadre en rude med en hammer, men har så åbenbart fundet ud af, at det ikke var nok til at smadre panserglasset, måske kan det være de samme gerningsmænd, siger Poul-Erik Nielsen.

Gerningsmændene forsvandt efter indbruddet i varevognen af mærket Fiat i retning mod banegården. Efter fem minutter skiftede de varevognen ud med en mindre sølvgrå bil og forsvandt i retning mod Kirkevænget.

Et vidne fik et glimt af de tre mænd, der beskrives som 180-185 cm høje. Den ene havde kort, lyst, rødblondt hår, mens de to andre bar huer.