Rambuktyveri i Nykøbing - masser af tøj stjålet

Natten til mandag blev tøjbutikken, KS Menswear, udsat for rambuktyveri. Gerningsmændene slap afsted med rigtig meget tøj. Politiet formoder, at det er specialiserede folk, der står bag (opdateret).

Politi-PolitiErme.jpg

KS Menswear i Nykøbing blev natten til mandag udsat for et rambuktyveri. Det oplyser efterforskningsleder Christian Toftemark fra Lokalpolitiet i Thisted.

Politiet fik anmeldelsen kl. 02.44, og de ukendte gerningsmænd har brugt europaller som skjold for bilen - en stjålet Ford S-MAX med registreringsnummer CW 54 080, som politiet nu efterlyser.

- Vi har set det før, at man bruger paller som rambuk for at beskytte bilen, fortæller Christian Toftemark.

Politiet efterlyser foruden den stjålne Ford S-MAX en grå passat-lignende stationcar.

Meget tøj stjålet

Det er endnu ikke opgjort, hvor meget der er stjålet for, men ifølge efterforskningslederen drejer det sig om adskillige tusinde kroner. Der er stjålet hundredevis af T-shirts, skjorter, bukser, trøjer og bælter.

- Gerningsmændene er typisk nogen, der har specialiseret sig i netop den slags tyverier, siger Christian Toftemark.

Mazda mod butiksfacade i Thisted

En time efter anmeldelsen kørte en rød Mazda 323 mod en butiksfacade i Thisted. Her blev tre gerningsmænd anholdt, men de er løsladt igen.

- Vi undersøger, om der er en sammenhæng mellem episoderne, men det er der lige nu ikke noget, der tyder på, forklarer Christian Toftemark.

I forhold til tyveriet i Nykøbing hører politiet meget gerne fra vidner, der måtte have set eller hørt noget. Ring 1 1 4.