Rambuktyve stjal sølvkæder

Natten til torsdag var rambuktyve på spil midt i Silkeborg. Politiet efterlyser nu vidner til tyveriet.

Ny politibil, udrykning150713_1_0.jpg

Rambuktyve slog klokken 3.28 til mod Sølv og Sten som ligger på Østergade i Silkeborg. Tyvene fik trykket en hoveddør ind, og havde dermed fri adgang til butikken. Tyveriet foregik ved at tyvene satte en metalspand mellem døren og en bil, og på den måde fik de trykket døren ind. Politiet er nu i gang med at lede efter spor.

- Vi vil meget gerne høre fra folk, der har set noget mistænkeligt i nærheden af butikken, siger politiassistent Kenn Jensen fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Tyvene slap blandt andet afsted med flere sølvkæder. Politiet har endnu ikke opgjort, hvor stort et udbytte der i alt blev stjålet.