Rambuktyve opgav indbrud

Tyve fik ikke held med at stjæle noget fra guldsmed i Herning.

12voRambuk.jpg

Tre tyve var tidligt på færde i Herning i morges. Klokken 03.30 fik politiet en anmeldelse om rambuktyveri i forretningen Mosekær Ure og Smykker i Bredgade.

Tyvene havde placeret en vogn foran butikken og lagt en lang træbjælke på den, som de kørte ind i for at smadre glasset.

Rambuktyveriet mislykkedes

Men tyvene var så uheldige, at hele glasset blev skubbet ind i butikken. Tyvene kunne ikke komme ind i butikken, fordi en røgkanon gik igang. Det fik tyvene til at opgive og flygte fra stedet.

Et vidne vågnede af alarmen i butikken og så tre personer cykle i retning mod Bryggergade. De var alle iført mørkt tøj, muligvis regntøj.

De efterlod en sort Peugeot 407 på gerningsstedet. Den er stjålet fra en villa i Sunds i weekenden.

Ikke første gang

For præcis to år siden skete det samme for butikken. Her var det også tre tyve, der forgæves forsøgte et rambuktyveri. Verner Fromsgaard, der er indehaver af forretningen, er træt af tyverierne.

- Vi kunne se på overvågningen herinde, at de går og stiller noget op foran bilen. Og de har stjålet en bil og også ødelagt den, så det synes jeg er groft, fortæller han.