Rambukindbrud: Politiet beder om hjælp

Ordensmagten håber stadig, at borgerne kan hjælpe med at opklare voldsomt angreb mod bank i Aalestrup.

301112_1Rambuktyve.jpg

Gerningsmændene bag det voldsomme rambukindbrud mod Nordea i Aalestrup natten til torsdag er stadig på fri fod.

Lokalpolitiet i Himmerland har endnu ikke modtaget henvendelser i sagen, selv om politiet har offentliggjort bankens overvågningsbilleder af de tre maskerede gerningsmænd.

- Det undrer mig lidt, for vi plejer altid at få nogle henvendelser i den slags sager. Men vi håber stadig på borgernes hjælp, og hvis man helst ikke vil lægge navn til, respekterer vi også det, siger vicepolitikommissær Johan Nielsen til tvmidtvest.dk.

Håber på DNA-spor

Politiets teknikere har undersøgt gerningsstedet, og Johan Nielsen håber, at der er fundet brugbart DNA-materiale - men om det er tilfældet, vides endnu ikke.

Det voldsomme angreb mod banken fandt sted omkring klokken halv fire. Gerningsmændene kørte en gummiged ind i banken, og da de forsøgte at læsse hæveautomaten op på en varebil, væltede automaten ind i en blomsterforretning med store skader på bygningen til følge.

 

311112_Rambuktyve_0.jpg

301112_4Rambuktyve_0.jpg

301112_Rambuktyve_0.jpg