Rallykører vinder DM-sølv

Freddy Pedersen har kørt rally i en menneskealder. I år blev det til DM-sølv med en ny makker.

Foto: Jens Kolding, TV MIDTVEST

I snart et halvt århundrede har Freddy Pedersen fra Bjerringbro kørt rally. I år har det været med en ny makker, som faktisk er en tidligere rival. Alligevel lykkes det at vinde 6. og sidste afdeling af Danmarksmesterskabet i Ans og dermed tage en samlet andenplads.

- Det er jo fantastisk, og det har i hvert fald også betydet, at vi er klar til næste år. Det betyder noget psykisk hen over vinteren inden vi starter igen i marts måned, at vi ved, vi er hurtige nok. Vi har haft problemer i sæsonen med at følge med, men nu kan vi, siger Freddy Pedersen.

Ham og makkeren Ib Kragh klarede den andensidste prøve på 12,9 km i Ans i tiden 6 minutter og 16 sekunder - den hurtigste tid.

Ib Kragh styrer rattet, mens Freddy Pedersen altid har haft succes som andenkører. 

Tidligere rivaler

Makkerparret er vant til at konkurrere om DM-titlen, men nu kører de sammen.

- Det er jo selvfølgelig lidt specielt, at man lige flytter over i konkurrentbilen, men i og med Christian (hans tidligere makker red.) ikke kører mere, så er det jo helt naturligt alligevel, siger Freddy Pedersen.

- Han kan bare et eller andet, især i aftes. Jeg  har aldrig været særlig god til at køre i mørke og slet ikke, når det regner, men i aftes fungerede det 100 %. Jeg stoler mere på det, han siger, og den måde, han siger det på. Det farer lige op, og så ved man, hvad man skal gøre og stoler på det, siger Ib Kragh, der kommer fra Juelsminde.

Har overvejet karrierestop

Freddy Pedersen begyndte at køre rally i 1971. Han har tidligere valgt at stoppe karrieren, men er hurtigt vendt tilbage.

- Det bliver jo efterhånden en livsstil og måske også lidt svært at undvære. Jeg har flere gange tænkt på, at nu må jeg stoppe, og der er en masse andre ting, jeg interesserer mig for. Men hver gang det bliver forår, så er det jo lidt det med cirkushesten og savsmuldet, så starter den ud igen, siger Freddy Pedersen.

Makkerparret har lavet en aftale om at køre sammen næste år.

Freddy Pedersen har i sin karriere vundet DM i rally ni gange.

02:10

Freddy Pedersen fra Bjerringbro har kørt rally i 45 år, i dag kørte han med om sejren til rallystævne i Ans.

Luk video