Ralf Pedersen: - Alle skal brænde for logoet på trøjen

Trods svipseren i forårspremieren er troen på oprykning til Superligaen usvækket i Viborg FF. Og kun førstepladsen tæller for trænerduoen, Ralf Pedersen og Steffen Højer.

33:44
Viborg FF vil tilbage til Superligaen. Trænerduoen, Ralf Pedersen og Steffen Højer, har indprentet over for spillerne, at hvis man vil være nummer et, skal alle også optræde professionelt og kun gøre ting, der harmonerer med at være nummer et. I denne videopodcast har Ralf Pedersen (tv) selskab af sportsredaktør Danni Kristensen fra Viborg Stifts Folkeblad.

- Vi trænger altså til at komme tilbage til Superligaen. Det gør mega ondt på mig, at Viborg FF løber rundt i første division. Jeg har så mange gode minder selv med den her klub. Vi hører til i Superligaen, og nu skal det være.

Det er godt halvandet år siden, at 45-årige Ralf Pedersen blev sat i spidsen for sin gamle klub, Viborg FF, sammen med makkeren fra de glade dage i Viborg FF, Steffen Højer. Ud af de seneste ti sæsoner har Viborg FF kun været at finde i Superligaen i de tre af dem. Og det er for lidt, mener Ralf Pedersen.

- I år vil vi være nummer et. Det kræver, at vi har spillere, der brænder for klublogoet på trøjen. Vi har det fint med at lægge pres på os selv, for det skal vi kunne håndtere, fortæller Ralf Pedersen i videopodcasten Fodboldfamilien fra TV MIDTVEST.

Færdig med at lege politimænd

Da duoen, Højer og Pedersen, tog over, var der også ting, der blev ændret i hverdagen. De to klubikoner kom med egne ideer til, hvad det er, der skal få Viborg FF tilbage i Superligaen.

- Vi tog fat på at ændre kulturen fra dag et. Vi kunne mærke, at der var nogen, der ikke var vant til at leve under de rammer, vi stak ud. For eksempel forlangte vi, at alle spillere møder senest klokken ni, hvor vi har et morgenmøde. Og de dage, hvor vi kun træner én gang, tager spillerne først hjem klokken 14. Selv om vi er færdige med at træne, vil vi have, at de bliver i klubben, for der er altid noget, de kan lave for at blive bedre. De kan få massage eller lave nogle øvelser. Vi kunne godt mærke, at der var nogen, der tog for let på det, og den kultur har vi ændret. Nu behøver vi ikke længere lege politimænd. Alle ved, hvad det vil sige at være en del af Viborg FF. Vi vil have, at de bliver bedre i morgen, end de var i dag, understreger Ralf Pedersen.

Det sejlede for to år siden

Sportsredaktøren på Viborg Stifts Folkeblad, Danni Kristensen, følger Viborg FF tæt, og han synes godt, at man udefra kan se Steffen Højer og Ralf Pedersens aftryk.

- Især omkring kulturen er der sket en markant ændring. Man kan se, at spillerne nu arbejder hårdere og er dedikerede til det her projekt. Og så har Ralf og Steffen fået skabt et mere spændende fodboldhold, der ligner et tophold. Og det ser mere stabilt ud nu. For to år siden sejlede det i Viborg FF. Nu kan jeg se, hvad man gerne vil. Det kunne jeg ikke dengang, siger Danni Kristensen.

Og Ralf Pedersen har også opskriften på, hvad det er, der skal få Viborg FF tilbage til Superligaen. Som han i øvrigt er ret overbevist om, at klubben kommer til sommer. Også selv om forårspremieren i Næstved endte med et nederlag.

- Det er benhårdt arbejde. Kun det. Det handler om at være professionel i alt, hvad vi foretager os. Hvis du render og laver et eller andet, som ikke er hensigtsmæssigt i forhold til at blive nummer et. Jamen, så må vi skride ind. For det du’r ikke. Vi skal præstere både på og udenfor banen. Hvis du vil være nummer et, så skal du også opføre dig som nummer et, siger Ralf Pedersen i den nye videopodcast Fodboldfamilien.

Næste opgave for Viborg FF er på søndag hjemme mod Hvidovre.