Radikale vil have Støjberg ind i sag om udvist studerende

Radikale vil have integrationsminister Inger Støjberg til at forholde sig til udvisning af japansk studerende.

Satomi Kobayashi

De Radikales Andreas Steenberg vil have integrationsminister Inger Støjberg ind i sagen om den japanske studerende Satomi Kobayashi, som er blevet udvist, fordi myndighederne ikke tror på, at hun er i Danmark for at studere.

- Ingen kan forstå hvorfor sådan en person skal smides ud. Det er ligesom Marius-sagen, vi så for nogle måneder siden. Jeg er glad for at sagen nu genoptages, men jeg vil gerne at Inger Støjberg får kigget på sit system, så det ikke sker igen. Det er jo det rene vanvid, hvis du spørger mig, siger Andreas Steenberg. 

TV MIDTVEST bragte søndag historien om Satomi Kobayashi, som af egen lomme har betalt 100.000 for starte på sin drømmeuddannelse som designteknolog på VIA Design i Birk. Men den får hun ikke lov til at gennemføre, fordi styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke tror på, at den 29-årige japaner er i Danmark for at studere. Det begrunder de blandt andet med, at hun allerede har en bachelorgrad med fra Japan.

- Jeg synes det er godt at udlændinge kommer til Danmark og studerer. Vi kan bruge arbejdskraften, og faktisk ville det være skidt for Danmark, hvis det var omvendt. Derfor er det håbløst, at vi smider folk ud i stedet for at få dem i job til gavn for os alle i Danmark, siger Andreas Steenberg.