Rådyr forvilder sig i fodboldnet: Kan blive en pinefuld død

En schweisshundefører opfordrer sommerhusejere til at fjerne nettet fra fodboldmål og lignende, når man rejser fra sommerhuset. Nettene kan nemlig give dyrene en både lang og pinefuld død.

Rådyret havde forvildet sig ind i et fodboldnet i en have. Anders Laigaard kom for at skære det fri. Foto: Anders Laigaard

Det var et ubehageligt syn, der mødte sommerhusejer Ib Bruun, da han for nyligt kom ud til sit fodboldmål i sin sommerhushave. Her fandt han nemlig et rådyr, der havde forvildet sig ind i det hvide fodboldnet.

Rådyrbukken havde fået nettet ind i munden og havde fået viklet det godt og grundigt ind i sit gevir.

- Den havde det udmærket. Den var i fuld vigør, og så snart vi nærmede os den, sprang den rundt. Så vi holdt os på afstand, så den ikke skulle gøre større skade på sig selv, siger Ib Bruun.

Det ville have fået en kedelig død. Den ville have sultet og tørstet ihjel.

Anders Laigaard, schweisshundefører. 

Han fik hurtigt kontaktet Dyrenes Beskyttelse, så de kunne komme og hjælpe dyret fri, men der var lang ventetid, så i stedet kontaktede han politiet, som hurtigt fik tilkaldt en schweisshundefører, som kunne komme og hjælpe.

Ib Bruun fandt et meget stresset rådyr i sit fodboldnet. Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Kunne sulte ihjel

Efter en halv times venten kom schweisshundeføreren Anders Laigaard til sommerhuset. Han havde fået at vide, at han skulle ud til et dyr, der var kommet til skade, og at det muligvis skulle aflives.

- Det havde nettet igennem munden og i geviret. Men benene fejlede ingenting, så jeg syntes, det ville være en skam, hvis den skulle aflives, siger Anders Laigaard.

Efter fem minutter var det noget stressede dyr skåret fri, og det kunne igen løbe frit. Hvis ikke Ib Bruun havde kontaktet Dyrenes Beskyttelse og politiet, havde rådyret kunnet risikere en pinefuld død. 

- Det ville have fået en kedelig død. Den ville have sultet og tørstet ihjel, siger Anders Laigaard.

Anders Laigaard er schweisshundefører. Det var ham, der blev tilkaldt, da et rådyr havde forvildet sig ind i Ib Bruuns fodboldnet. Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Tag nettene ned

Rådyr og dådyr fanget i fodboldnet er noget, schweisshundeføreren af og til oplever, og derfor opfordrer han alle sommerhusejere til at tage deres fodboldnet ned, når de forlader sommerhusområdet.

- Sommerhusområder er meget attraktive steder for både rådyr og dådyr. Så jeg synes, det er en god ting, hvis man tager nettene ned, siger Anders Laigaard.  

Læs også Kan være dødeligt: Sådan beskytter du dit dyr mod farlige maddiker

Og den opfordring har Ib Bruun taget til sig. For selvom han normalt plejer at have fodboldnettet oppe, har han valgt at tage det ned hver nat efter oplevelsen med rådyret.

- Det der er sket her, det er vi da meget kede af. Vi havde ikke tænkt over, at det kunne ske der her. Men nu har vi pillet det ned, og det vil vi gøre fremover, siger Ib Bruun.  

Har du brug for hjælp til at befri levende dyr, kan du ringe efter hjælp på Dyrenes Beskyttelses vagtcentral på 1812.

02:03

Fodboldnet farlige for rådyr og dådyr.

Luk video